Flere danske elever skifter til international skole: Jeg syntes, det var for nemt på min gamle skole

Eleverne forudsiger dog, at det kan få negative konsekvenser, hvis der kommer for mange danske elever på Den Internationale Skole i Ikast-Brande.

2:08
Julie Sode Nielsen (tv), Viktor Flensborg (im) og Sofie Plesner-Bloch Alminde går alle på Den Internationale Skole i Ikast.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

På Den Internationale Skole i Ikast-Brande er der elever fra næsten 40 forskellige lande. Men langt de fleste er fra Danmark.

Det er måske ikke så underligt, men for tiden er der flere elever end nogensinde med dansk pas på skolen. 

Historisk set har danskere stået for en fjerdedel af elevtallet. Men aktuelt er antallet helt oppe på 43 procent.

Flere elever er aktivt skiftet fra den almene danske folkeskole til den internationale skole på Bøgildvej i Ikast.

- Danske elever kommer til vores skole af forskellige årsager. Det er alt lige fra det akademiske til sociale udfordringer, fortæller skolelederen Kevin Brown, der selv kommer fra England.

Kevin Brown har været skoleleder siden maj 2021 i Ikast.
Kevin Brown har været skoleleder siden maj 2021 i Ikast.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Og man skal ikke lede længe for at finde elever, som kan nikke genkendende til lige netop skolelederens ord.

- Jeg manglede modstand på læringen. Jeg syntes, det var for nemt på min gamle skole, og jeg ville gerne lære mere, siger 8. klasseseleven Viktor Flensborg.

- Jeg kom herover på grund af, at jeg ikke trivedes så godt på min gamle skole, men også på grund af mangel på læring, fortæller Sofie Plesner-Bloch Alminde fra 8. klasse.

Godt med mangfoldighed

Man kunne måske forestille sig, at det voksende tal af elever, der forlader Ikast-Brandes folkeskoler, ville bekymre kommunen.

Men det er ikke tilfældet, fortæller Annette Mosegaard (K), der er formand for Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget i Ikast-Brande Kommune.

- Vi har mange forskellige skoler. Både friskoler og folkeskoler, og jeg synes, at det er meget positivt for området, at der er så meget mangfoldighed og forskellige tilbud.

Frygter for danske grupperinger

Mangfoldighed er godt, og med en masse nationaliteter repræsenteret i Ikast, så får man lidt af alle verdener.

Men hvis stigningen af danske elever fortsætter, forudsiger eleverne problemer. Så kan Den Internationale Skole nemlig risikere at blive en "dansk skole" med et større antal udlændinge. 

- Hvis folk begynder at snakke mere dansk i skolen, så kan de engelske elever ikke følge med, siger Sofie Plesner-Bloch Alminde.

- Der er nogle elever, som laver små grupper og kun er sammen med dem fra gruppen. Så snakker de kun med andre danske elever, forudsiger Adriana Casarello Jurjo, der går i femte klasse.

Helt så grelt mener Nicola Junior Andriulli fra 8. klasse ikke, at det er. Han ser det nemlig som en positiv ting, at der er mange danskere i klassen, da det kan hjælpe ham til at falde bedre til i Danmark.

- Jeg havde forventet, at der ville være en del danskere på skolen. For mig er det en af fordelene. Man kan lære dansk hurtigere, hvis du omgås danskere, siger han.

Der er i alt mere end 13.000 internationale skoler på verdensplan - 27 af dem ligger i Danmark