For første gang i 22 år er borger blevet dræbt af politiets skud
Det dræbende skud blev afgivet i overenstemmelse med loven.
For første gang i 22 år er en borger i Midt- og Vestjylland blevet dræbt af skud fra politiet.
Det kan TV MIDTVEST fortælle på baggrund af et uddrag fra en obduktionserklæring, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i.
Erklæringen fastslår, at den 32-årige mand, der i oktober sidste år blev skudt af Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro, ikke alene blev skudt af politiet, men også døde på grund af politiets skud.
Tidligere har det ellers kun været kendt, at han døde, efter han blev skudt af politiassistenten i centrum af Holstebro 28. oktober 2023.
- Dødsårsagen antages at være forblødning fra den påviste indskudslæsion, lyder det i uddraget fra obduktionserklæringen.
I en afgørelse fra Rigsadvokaten omtales desuden "det dræbende skud", der blev afgivet mod den 32-årige.
Den 32-årige er dermed den første i landsdelen, der dør som følge af politiets skud, siden ordensmagten i 2001 skød og dræbte en mand, der havde taget en ansat i Midtbank i Brande som gidsel.
Har overholdt reglerne
Da den 32-årige mand blev skudt i torsoen, var han bevæbnet med en 27,5 cm lang kniv, som han hævede over sit hoved, mens han gik mod politiassistenten.
Kort tid for inden havde den 32-årige ifølge politiet truet flere personer på livet med en kniv.
Sagen fra Holstebro har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), hvilket er normal procedure i sager, hvor politiet afgiver skud og en person kommer til skade eller efterfølgende afgår ved døden.
Politiassistenten, der skød med sin tjenestepistol, havde omkring en måned forinden bestået den obligatoriske skudtræning, viser en aktindsigt fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Statsadvokaten i Viborg og senest Rigsadvokaten har besluttet at indstille efterforskningen af sagen.
De skyldes, at begge instanser vurderer, at politiassistenten ikke har overtrådt politiloven, da han skød og dræbte den 32-årige mand.
Rigsadvokaten skriver i sin afgørelse, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i, at politiassistentens liv var i fare, da den 32-årige ignorerede politiets ordre og fortsatte med at gå imod politiassistenten med kniven i hånden.
Erklæret død efter kort tid
Umiddelbart efter skuddet på tæt hold lagde politifolkene en forbinding på manden, ligesom politifolkene forsøgte at holde ham varm med et tæppe.
Den 32-årige blev erklæret død på Aarhus Universitetshospital, halvanden time efter han blev skudt.
Rigsadvokatens afgørelse er endelig, og familien til den 32-årige kan derfor ikke klage over den.
Bistandsadvokaten for familien til den 32-årige oplyser i en sms til TV MIDTVEST, at familien ikke har nogen kommentarer.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser i et skriftligt svar, at politiet har noteret sig, at hverken politiassistenten eller øvrige polititjenestemænd ifølge statsadvokaten og Rigsadvokaten har overtrådt nogen regler.
- Sagen har ikke ført til ændringer i politiets procedurer, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi, der ikke har yderligere kommentarer.
Politikredsen Midt- og Vestjyllands Politi blev indført med politireformen, der trådt i kraft 1. januar 2007.
Den 32-årige er derfor den første, der er død som følge af et skud fra en kredsens politiansatte et sted i kredsen.