Granat sprængt i stykker ved klitplantage
Ammunitionsrydningstjenesten måtte bortsprænge den tyske mortergranat på stedet.
Lørdag eftermiddag er en tysk mortergranat blevet sprængt i stykker på Spidsbjerg Strand i den vestlige del af Holstebro Kommune.
En sommerhusejer gik en tur i området lørdag formiddag, da han fik øje på granaten i vandkanten og kontaktede politiet.
- Det var en gammel tysk mortergranat, som kom til syne, og som ammunitionsrydningstjenesten rykkede ud for at kigge på, siger Lars Skjoldan, som er pressevagt i Forsvarskommandoen.
Når ammunitionsrydningstjenesten – også kaldet EOD –skal bortsprænge granater, flytter de dem ofte et andet sted hen for at foretage sprængningen af sikkerhedsmæssige grunde, fortæller Lars Skjoldan.
Det var dog ikke tilfældet med lørdagens fund nord for Husby Klitplantage.
- Den her var i meget dårlig stand, og der var mulighed for, at man kunne sprænge den på stedet, uden det var til fare for nogen, så det valgte de at gøre, siger Lars Skjoldan.
Han fortæller også, at det især er i perioder med dårligt vejr, at ammunition dukker op rundt omkring, fordi de for eksempel skyller op på strandene.
- Ammunition kan altid være farligt, og man skal have respekt. Man skal gøre ligesom sommerhusejeren her.
Bortsprængningen fandt sted cirka klokken 13.45, og en times tid efter fortæller Lars Skjoldan, at ammunitionsrydningstjenesten har forladt stedet igen efter lidt oprydning.