Havde stjålet tasker, sko og elektronik: Langfingret asylansøger snuppet af butiksdetektiv
Et supermarked i Holstebro var fredag udsat for tyveri. Gerningsmanden viste sig at være asylansøger.
Tasker, trøjer, sko og elektronik til en værdi af 2.600 kroner.
Det var, hvad en 29-årig georgiansk mand i fredags forsøgte at stjæle fra Kvickly i Holstebro.
Men manden, der viste sig at være asylansøger, nåede aldrig ud af butikken. Det var dog hverken alarmer eller politiet, der stoppede ham, forklarer politikommissær Lilian Jensen fra lokalpolitiet.
- Butikken har en detektiv ansat, der havde holdt øje med mandens færden i butikken. Da han forsøgte at gå ud gennem kassen uden at betale, slog detektiven til, siger hun.
Da manden er asylansøger, er han fængslet i foreløbigt tre gange 24 timer efter udlændingeloven.
Det er op til Udlændingestyrelsen, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.