I chok efter muligt ulveangreb: - Der var klippet et stort hul i hegnet

25 får er blevet dræbt i et formodet ulveangreb, selv om de gik i en ulvesikret indhegning. Fårehyrden mener, at indhegningen bevidst er blevet ødelagt.

I en indhegning havde Peter Helén og hans arbejdsgiver godt 75 får gående. Nu er de 16 får bidt ihjel, mens ni andre er blevet aflivet, fordi de havde skader efter skambid.
I en indhegning havde Peter Helén og hans arbejdsgiver godt 75 får gående. Nu er de 16 får bidt ihjel, mens ni andre er blevet aflivet, fordi de havde skader efter skambid.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Han har set det flere gange før, og derfor er fårehyrde Peter Helén ikke i tvivl. Han mener, at en ulv står bag angrebet på en fårebesætning, der fandt sted onsdag, og kostede 25 af hans får livet.

- Det er frygteligt. De havde kun gået derude i et døgn, fortæller Peter Helén, der fårehyrde ved Storålam nær Holstebro.

16 af fårene døde, mens ni andre får var så skambidte, at de måtte aflives.

Under oprydningen gik det op for Peter Helén, at der var et stort hul i det ulvesikrede hegn, der ellers skulle passe på fårene.

- Jeg gik lige ud på marken, og så ringede min dreng, og sagde, at jeg skulle komme og se. Så kørte jeg op, og fandt et hul, der er cirka 90 gange 90 centimeter. Det er klippet op. Man kan ikke tro, at det er rigtigt, siger Peter Helén.

Han er overbevist om, at der er tale om bevidst hærværk.

- Det er helt skidt. Hvad hjælper et ulvesikret hegn, hvis der kommer nogen med en tang og klipper det i stykker, siger han frustreret.

Hegnet er klippet op, så der er et hul på cirka 90 gange 90 centimeter.
Hegnet er klippet op, så der er et hul på cirka 90 gange 90 centimeter.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Angrebet skal undersøges nærmere

Vildtkonsulent fra Naturstyrelsen, Jens Henrik Jakobsen, er gået i gang med at klarlægge, om der er tale om et ulveangreb. Også han påpeger, at hegnet har været udsat for hærværk.

- Hegnet har ikke virket. Der har været klippet hul i det. Det er jo hærværk, hvis der bliver klippet en firkant ud. Udover hullet har jeg set et andet sted, hvor der også var fejl på hegnet. Jeg så et sted, hvor overtråden hang nede på trådhegnet. Så forsvinder strømmen altså. Så det skal nu undersøges, fortæller vildtkonsulenten.

Jens Henrik Jakobsen har også udtaget DNA-prøver fra flere af de skambidte får. De skal nu undersøges i Tyskland for at afklare, om en ulv står bag angrebet på fårebesætningen.

- Jeg har set en del angreb efterhånden. Det ligner noget, jeg har set før. Jeg kan ikke afvise, at det er en ulv.

- Det er en træls dag, for det ser voldsomt ud. Det er mange dyr, slutter han.

I 2018 blev der dokumenteret i alt 28 ulveangreb på husdyr i Danmark.

Hvis det viser sig, at en ulv står bag angrebet ved Storålam, er det det hidtil største ulveangreb, der er set i Danmark.

Peter Helén og hans arbejdsgiver overvejer nu, om sagen skal meldes til politiet.

2:30
Fåreavler Peter Helén er ikke i tvivl om, at fårene er blevet dræbt af en ulv.