Joachim vælter sig i tilbud efter Bachelorette - Indbakken har været rødglødende

Joachim Keller fra Holstebro datede for åben skærm i Bachelorette. Han afslører nu, hvordan det er gået siden.

Joachim Keller, bachelorette
Foto: Lotta Lemche/TV 2

I 28 dage datede Joachim Keller to kvinder under varme himmelstrøg på Sri Lanka. 

Men Holstebro-fyren var altså ikke alene om at kæmpe om de to kvinders kærlighed. Der var også lige seksten andre fyre og et stort TV-hold med fra TV 2's datingprogram Bachelorette. 

Nu godt halvanden måned efter at første afsnit blev vist på TV, afslører Joachim Keller, hvordan det er gået efterfølgende. 

Joachim Keller endte ikke med at vinde en af kvindernes hjerte i Sri Lanka - men så fik han så meget andet med på vejen. 

Blandt andet en god oplevelse, gode venner og så har indbakken da også bugnet med tilbedende kvinder, der pludseligt har fået øjnene op for, at ham der den 30-årige arkitekt fra Holstebro da egentligt er lidt sød. 

- Det virker til, at min indbakke er den, der har været mest rødglødende. Det har været fuldstændig vanvittigt, siger Joachim Keller. 

Det var særligt de første fem uger, efter at Bachelorette havde premiere, at de søde beskeder  fra både mænd og kvinder tikkede ind i indbakken. 

- Der var virkelig mange i starten. Jeg kunne nærmest bare gå ind og vælge, siger han.

Det er blandt andet beskeder, hvor han får at vide, at han er cool, har en skøn personlighed, at de elsker hans energi og tilbyder en øl, hvis han da stadig er på udkig efter kærligheden. 

- Det er bare hyggeligt, at de skriver, siger han. 

Pigerne råber efter ham på gaden 

Ikke nok med at tilbuddene står i kø,  så fylder deltagelsen i programmet også for ham i gadebilledet. Her oplever han, at folk kigger meget, råber hans navn og vil have billeder med ham. 

 - Der har været en virkelig god respons. Folk er generelt mega søde, og de skal endelig bare komme over og sige hej, siger Joachim Keller. 

Han husker også en episode, hvor han sidst i juni var taget hjem til Holstebro for et spillejob. Da han går nede på gågaden, møder han to hold af fire unge kvindelige studenter. 

- Da jeg går forbi dem, var de lige ved at knække nakken, og så råber de, ”vi elsker dig, Joachim”, fortæller han og uddyber: 

-  Det er vildt, at det også sker på gågaden i Holstebro. Det var så cute. 

På Instagram viser Joachim Keller billeder fra en af en date i Bachelorette.


Har Joachim en kæreste i dag? 

Der er nok et spørgsmål, som mange af kvinderne har tænkt over - og det er selvfølgelig om Joachim mon har en kæreste i dag? 

Selvom han har været en tur i Sri Lanka, på Roskilde Festival og har haft mange kvinder i indbakken, så har det stadig ikke ført til den helt store kærlighed endnu. 

- Nej, jeg ser ikke nogen lige nu, siger han. 

Men selvom han ikke fandt kærligheden i Bachelorette, så håber han, at hans deltagelse har været med til at skildre en moderne mand, som andre kan spejle sig i. 

- Jeg håber, man kan se, at man ikke behøver at være en alfahan eller højtråbende for at være med i en gruppe. At man bare skal hvile i, hvem man selv er, fortæller han.

Og hvis han skulle give sig selv eller andre et godt råd til den fremtidige kærlighed, så er det at have lidt skarpere albuer og være mere ærlig. 

- For ikke at spilde min egen tid, så vil jeg fra start være mere åben og mærke bedre efter. Jeg vil være endnu mere klar i kommunikationen om, hvordan jeg har det, og hvad jeg vil, siger Joachim Keller.