Den sidste landbetjent betegner sig selv som vraggods

Med Viggo Nielsens farvel slutter en æra i Midt- og Vestjyllands Politi.

landbetjent
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

- Det er meget vemodigt, siger Viggo Nielsen.

Han er Midt- og Vestjyllands sidste landbetjent. Han fylder 67 på lørdag, og derfor går han nu på pension.

- Jeg har nydt det hver eneste dag. Jeg har aldrig været ked af at stå op og gå på arbejde. Det er det bedste job, man kan have inden for politiet. Det er det virkelig, fastslår Viggo Nielsen.

Han blev lokal sherif for 8000 indbyggere i Nørre Snede og omegn i 2006. Det var et krav, at han skulle bo inden for bygrænsen. Han indrettede sin egen lille politistation på privatadressen på en stille villavej.

Dengang kunne folk godt stå i kø for at få pas, kørekort og våbentilladelse.

- Det var jo en fest. I mine åbningstider var landpolitikontoret en slags samlingssted. Min kone havde altid en kande kaffe stående på et lille cafebord herude i min mellemgang. Så mødtes man der og ventede på, at det blev ens tur, fortæller landbetjenten.

Eneste siden 2017

Han betegner sig selv som en slags vraggods efter kommunereform og politireform. Siden 2017 har han været eneste landbetjent tilbage i politikredsen.

Han har været tilgængelig på telefonen fra 6 morgen til 17 eftermiddag. Kontortid fire timer om ugen har han også. Men den er der ikke så mange, der benytter længere.

Verden forandrer sig, konstaterer landbetjenten:

- Den tid, hvor folk står i kø fra landbetjenten og ud på gaden, den er altså slut.

Med Viggo Nielsens farvel slutter en æra i Midt- og Vestjyllands Politi.

Den første landbetjent i Nørre Snede begyndte for 124 år siden - i år 1900.

2:32
En epoke i Midt- og Vestjylland slutter, når Viggo Nielsen nu stopper som landbetjent i Nørre Snede.