Knivstikkeri i Holstebro: Politiet har været massivt til stede hele natten
To mænd blev i går aftes stukket med en kniv. Begge er udenfor livsfare.
I går aftes klokken 20:21 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmendelse om et knivstikkeri på Thorsvej i Holstebro.
To mænd var blevet stukket med en kniv. Den ene i låret og den anden i brystkassen.
Der er tale om to mænd på 24 og 25 år, og de er begge to udenfor livsfare.
Politiet har endnu ingen anholdte og motivet til knivstikkeriet ligger endnu ikke klart. Der er tale om flere gerningsmænd.
- Vi har selvfølgelig været massivt til stede derude til ud på morgenen og lavet gerningsstedsundersøgelse, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær og fortsætter:
- Hvis nogen ved noget, vil vi selvfølgelig gerne kontaktes.
Hvis du ved noget, så kan du kontakte politiet på telefonnummer 1-1-4.