Mathildes angst gjorde uddannelse svært: Nu går det så godt, hun selv skal være underviser
En kosmetologuddannelse hjælper unge med udfordringer ind på arbejdsmarkedet. For 25-årige Mathilde Kvisgaard Jensen har succesen været til at føle på.
Angst og depression prægede tidligere Mathilde Kvisgaard Jensens liv. De psykiske udfordringer tyngede hende, så det var svært at stå op.
Og nogle gange vandt trangen til at blive i sengen. Men det seneste år har for alvor ændret hendes hverdag.
- Jeg glæder mig til at komme op og i skole hver dag, siger hun.
Kommune betaler uddannelsen
25-årige Mathilde Kvisgaard Jensen er ved at uddanne sig til kosmetolog i Holstebro.
Hun havde længe haft et ønske om at blive kosmetolog, og da Lé Beauty Academy åbnede i Holstebro i 2021, begyndte den drøm pludselig at blive lidt mere realistisk.
Normalt koster det 90.000 kroner i egenbetaling at tage uddannelsen til kosmetolog, og kursisterne er ikke berettiget til at få SU.
Men jobcentret i Holstebro har valgt at betale for Mathilde Kvisgaard Jensens uddannelse, og hun får også uddannelsesstøtte derfra.
- Vi har et ungt menneske, som har et potentiale inden for et felt, hvor der også er mulighed for varig forsørgelse, siger jobenterchefen i Holstebro Kommune, Birgitte Frydensbjerg.
Holstebro bedst i landsdelen
Mathilde Kvisgaard Jensen er da heller ikke i tvivl om, hvor vigtig den økonomiske støtte har været for hende.
- Den har betydet, jeg har kunne starte her, siger hun.
For alternativet var, at hun var tvunget til at tage et studiejob for at betale for uddannelsen. Og det er ikke sikkert, hun kunne have holdt til det.
Holstebro Kommunes økonomiske hjælp er et eksempel på, hvad man her gør for at få så mange unge som muligt i arbejde eller i gang med en uddannelse.
Og det gør kommunen tilsyneladende godt. I hvert fald er Holstebro den midt- og vestjyske kommune, hvor flest unge har et job eller en uddannelse.
Kun 5,5 procent af unge under 25 år har ikke et job eller en uddannelse.
Til sammenligning er gennemsnittet for hele Danmark 6,3 procent, og blandt de midt- og vestjyske kommuner er det 7,7 procent.
Skole roser Mathilde
Mathilde Kvisgaard Jensen kan glæde sig over, at hun nærmer sig tiden, hvor hun kan sætte flueben ved at have en uddannelse.
Væk er dagligdagen, hvor skoletiden ikke altid var lige rar.
Nu er hun så glad for at gå i skole, at hun gør en ekstra indsats og får ros for den.
Sarah Abdel-Halim, som ejer og driver kosmetologuddannelsen i Holstebro, fremhæver Mathilde Kvisgaard Jensens iver for at lære mere.
For eksempel melder den unge kosmetolog-studerende sig frivilligt til at fylde hylder op eller til at lære, hvordan man ombooker kunder.
- Vi kan virkelig se et potentiale, siger ejeren.
Skal selv til at undervise
Sarah Abdel-Halim roser også Mathilde Kvisgaard Jensen for, at hun møder op hver dag.
Og på kosmetologuddannelsen er de så glade for hende, at hun får et forløb som ledelsesaspirant.
Når Mathilde Kvisgaard Jensen er færdig med sin uddannelse, bliver hun derfor ansat på skolen og skal til at undervise og oplære de studerende.
- Mathilde har rykket sig enormt meget og har været meget passioneret og motiveret. Det har vi også godt kunnet mærke, siger Sarah Abdel-Halim.
Vil hjælpe unge i gang
Skolens ejer gør en dyd ud af, at kosmetologuddannelsen skal give muligheder for unge, der ikke har haft så nemt ved at følge den lige vej gennem uddannelsesverdenen.
- Hele konceptet er, at vi gerne vil hjælpe flere unge i gang. Om det er flygtningekvinder eller unge, der har social angst i hverdagen og ikke kan være på en almindelig arbejdsplads, siger Sarah Abdel-Halim.
Lige nu er cirka en tredjedel af de studerende på uddannelsen folk, som ellers ikke har haft let ved at tage en uddannelse eller være på arbejdsmarkedet.
For at tage et samfundsansvar samarbejder skolen med kommunens jobcenter.
Uddannelsen giver desuden legater, så egenbetalingen bliver lavere for nogle af de studerende.
Var det ikke nemmere, hvis I fik nogle ressourcestærke elever ind frem for at skulle tage det her hensyn?
- Jo, det havde det sikkert været. Men idéen har ikke været bare at tjene penge på det her. Idéen har været at gøre noget godt for samfundet, siger Sarah Abdel-Halim.
For Mathilde Kvisgaard Jensen er der i hvert fald ingen tvivl om, at uddannelsen har gjort godt.
- Jeg er rigtig taknemlig både for skolen, men også for Sarah.
- For et par år siden havde jeg slet ikke set, at jeg ville stå her nu, siger Mathilde Kvisgaard Jensen.