Muligt ulveangreb: To får bidt ihjel
En frustreret fåreavler mistede for tre uger siden 21 får. I dag er den gal igen.
Artiklen indeholder et billede, der kan virke voldsomt for nogen.
Fåreavler Jørgen Blazejewicz er opgivende, efter han endnu engang har fået sine dyr dræbt.
For bare tre uger siden mistede han 21 får, og i dag er den så gal igen, da der er blevet fundet to dræbte får og to skambidte i en af hans indhegninger. Selv mener han, at det må være ulve, der står bag.
- Der er ikke så meget nyt at sige til det. De her får gik ved et mobilt hegn, og det ville være uendeligt svært at sikre, ja tæt på umuligt, fortæller han og tilføjer:
- Hvis det her fortsætter, så kommer vi under pres.
Han fortæller, at han efter angrebet for tre uger siden rykkede de resterende får i indhegningen tættere på byen, og at det ikke overrasker ham, at den nu er gal hos hans naturplejefår ved Pinvigvej mellem Ulfborg Kirkeby og Råsted.
- Vi havde overvejet, at vi ville have dem væk derfra. Det sker nu i weekenden, siger han.
Det er endnu ikke bekræftet, at de fire får er blevet angrebet af netop en ulv.
Problemulv
I Danmark er det tilladt at skyde en ulv i Danmark, hvis den enkelte ulv bliver karakteriseret som en såkaldt problemulv. Der er dog endnu ikke blevet konstateret en såkaldt problemulv her i landet.
Selv mener Jørgen Blazejewicz, at der snart må være tale om problemulve.
- Der er ikke mange får ude i de her områder efterhånden, men ulvene finder dem, der er. Hvis der så ikke er tale om problemulve, så forstår jeg intet, siger han.
Han frygter især, at ulvene begiver sig nord og øst for Holstebro, hvor han indtil videre har kunne have sine får i fred for angreb. Han forklarer, at han som sådan ikke har noget imod ulve, men at det frustrerer ham, at han igen har mistet får.
- Jeg efterspørger en realistisk løsning, men jeg ved ikke, hvor den skal komme fra. Jeg mener, vi bliver nødt til at regulere, men det er ikke mig, der vil ud og skyde ulve. Det offentlige må stå i spidsen, så man kan have sine husdyr i fred, siger han.