Nyt tilbud fra Holstebro Kirke: Drop in dåb

Konceptet har været en stor succes andre steder i landet, og nu kan man blive døbt i Holstebro uden for en normal gudstjeneste.

Holstebro Kirke byder den 26. oktober på Drop In Dåb.
Holstebro Kirke byder den 26. oktober på Drop In Dåb.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Lørdag den 26. oktober er Holstebro Kirke klar med et nyt tilbud. 

Som den første i Viborg Stift byder kirken på Drop in Dåb - altså en dag hvor man kan komme forbi kirken og blive døbt uden at have lavet en aftale på forhånd.

Og selv om begrebet drop in bruges i mange forskellige sammenhænge, står folkekirken helt inde for konceptet.

- Det er ikke en lyndåb eller discountdåb. Nogen kunne anklage det for at være en del af højhastighedssamfundet, men det er seriøst og gennemtænkt, siger provst Niels Arne Christensen.

Døbefonten i Holstebro Kirke.
Døbefonten i Holstebro Kirke.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Han fortæller, at mange præster bliver kontaktet af voksne, der efterlyser muligheden for at blive døbt, uden at det skal ske ved en normal gudstjeneste.

- Det er en god måde for folk at gøre det, de egentlig længe har villet gøre, men ikke har fundet anledning til, siger han. 

Provsten siger, at den danske kirke har fået inspirationen fra Norge og Sverige, og at konceptet har vist sig at være en stor succes andre steder i landet. På to år er omkring 1.000 personer blevet døbt ved en Drop in Dåb i Danmark.

Hvor mange der kommer i Holstebro, tør han ikke gætte på.

- Jeg er meget spændt på, hvad der sker. Jeg har talt med min kollega, der er domprovst i Aalborg. De åbnede klokken to en eftermiddag. Allerede klokken halv to var der kø ved kirken, og den første gang døbte de over 30, siger Niels Arne Christensen. 

Konceptet er allerede prøvet af i Ribe Stift, idet Herborg Kirke ved Videbæk havde Drop in Dåb i 2018.

Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer er der også Drop in Dåb på vej i Herning Søndre Provsti.

1:03