Plastvirksomhed samlede plastik op på stranden
Arrangørerne oplevede en stor interesse for at give en hånd med til Nordisk Strandrydder Dag.
Flere steder på vestkysten blev der lørdag samlet plastik op fra stranden og klitterne som et led i kampagnen Nordisk Strandrydder Dag.
Blandt de omkring 100 frivillige i Thorsminde var der en delegation fra plastvirksomheden BEWi Styropack i Tørring.
Som et led i en firmaudflugt tog de turen til vestkysten for at give en hånd med i kampen mod forureningen.
- Jeg tror, at alle er berørt af plastikforureningen i verdenshavene og naturen generelt. Og når man så arbejder i en plastvirksomhed, er det vigtigt, at vi starter med at feje for egen dør først, sagde driftsleder Keld Madsen.
Det var tredje år, der blev arrangeret Nordisk Strandrydder Dag under ledelse af Hold Danmark Rent. Og arrangørerne kan tydeligt mærke, at der er kommet stor fokus på plastikforureningen.
- Vi har igennem de senere år mærket en klar stigning i borgernes lyst til at involvere sig i den her dagsorden, specielt lokalt. Jo tættere vi kommer på der, hvor folk bor og færdes, jo mere relevant bliver det for dem at deltage, og det gør de med stort hjerte og stor lyst, siger projektleder i Hold Danmark Rent, Anette Juul.
Man regner med, at der hvert år skyller 1000 tons plastik ind på vestkysten.