Succes for virksomhed giver flere arbejdspladser
Regnskabet har givet et overskud på næsten 82 millioner kroner.
Der er masser af glæde at spore hos møbelvirksomheden Actona i Tvis, der nu har offentliggjort deres resultat for regnskabsåret 2016/2017.
Virksomheden, der er ejet af Lars Larsen, har et overskud på næsten 82 millioner efter skat. Et resultat som bringer smil frem hos direktøren.
- Vi er rigtig godt tilfredse. De ting, vi satte os for, er lykkedes, og vi har formået at accelerere væksten, siger direktør Torben Skov Villadsen til TV MIDTVEST.
Flere arbejdspladser
Væksten skyldes især sammenlægningen med virksomheden Interstil i Horsens.
- Vores kunder har taget rigtig godt imod sammenlægningen med Interstil, og det betyder, at vi ansætter en del nye medarbejdere for tiden, siger han.
Der er også gode nyheder til dem, der godt kunne tænke sig at arbejde ved den lokale virksomhed.
For det seneste halve år har Actona ansat 35 nye medarbejdere. Lige nu søger virksomheden fem nye medarbejdere, og direktøren forventer at ansætte yderligere 10-15 medarbejdere det kommende halve år.
- At vi har fået motorvej lige til døren betyder, at vi i fremtiden kan rekruttere medarbejdere fra et endnu større opland, fastslår direktøren.
Lars Larsens lille Ikea
I juni sidste år fortalte dynekongen Lars Larsen, at han ønskede at skabe et mini-Ikea.
Første skridt blev taget, da to af Danmarks store møbelvirksomheder, Actona Company A/S og Interstil A/S blev slået sammen. Det blev meldt ud i august.
Begge virksomheder har samme ejer – Lars Larsen Group – og planen er, at de to virksomheder skal blive en af Europas største møbelleverandører med en samlet omsætning på over 1,7 milliard kroner.