TTH Holstebro booker plads i EHF Cuppens gruppespil

Med en sejr på hele 16 mål over tjekkiske Plzen blev TTH Holstebro klar til gruppespillet i EHF Cup.

Cheftræner Patrick Westerholm kan glæde sig over, at hans hold er klar til mere europæisk håndbold.
Cheftræner Patrick Westerholm kan glæde sig over, at hans hold er klar til mere europæisk håndbold.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix (arkiv)

Mindst et dansk hold får plads i gruppespillet i herrernes EHF Cup i håndbold.

Det står klart, efter at TTH Holstebro lørdag eftermiddag besejrede tjekkiske Plzen 37-21 og dermed gik videre fra sidste kvalifikationsrunde.

Første opgør havde TTH vundet med fem mål, så kun et dansk kollaps på hjemmebane kunne forhindre TTH i at avancere.

Det blev dog til en sikker hjemmesejr, og TTH er nu klar til gruppespillet i turneringen, hvor holdet i sidste sæson havde stor succes.

Her nåede TTH Holstebro helt frem til semifinalen, hvor THW Kiel var for stor en mundfuld.

Også Bjerringbro-Silkeborg har mulighed for at nå videre til gruppespillet i årets EHF Cup.

Danskerne vandt første opgør over Pfadi Winterthur med 36-33 og står søndag over for den schweiziske modstander i returopgøret på hjemmebane.

THW Kiel er forsvarende mester i EHF Cuppen, der er næstøverste hylde for europæisk klubhåndbold.
    
/ritzau/