Advarede politiet om dødsbilist fra Kærshovedgård for to dage siden

En bilist var mandag tæt på at støde ind i den røde Suzuki, som i dag var involveret i en trafikulykke, der kostede en kvinde livet. Bilisten advarede mandag politiet om hasarderet kørsel.

En bilist tog dette billede af den røde Suzuki, efter at han med nød og næppe havde undgået en kollision. Billedet er taget på p-pladsen til Kærshovedgård.
En bilist tog dette billede af den røde Suzuki, efter at han med nød og næppe havde undgået en kollision. Billedet er taget på p-pladsen til Kærshovedgård.
Foto: Privatfoto

- Han kørte fuldstændig som en idiot.

Ordene kommer fra en bilist, som har henvendt sig til TV MIDTVEST.

Han ønsker at være anonym af hensyn til sin egen sikkerhed (redaktionen kender mandens identitet), men han fortæller, at han for to dage siden havde en oplevelse med en bil helt magen til den, som i dag var involveret i en trafikulykke ved Nr. Snede, hvor en 55-årig kvinde blev slået ihjel.

Dette billede blev taget onsdag efter trafikulykken i Nr. Snede.
Dette billede blev taget onsdag efter trafikulykken i Nr. Snede.
Foto: Foto: Presse-fotos.dk

- For to dage siden havde jeg en oplevelse med bilen, hvor den kom lige imod mig. Han var så meget ovre i min banehalvdel og blinkede af mig, at jeg måtte dreje for at undvige ham.

Han mener i dag, at han var heldig, at der ikke skete et uheld. Han vendte sin bil og kørte efter den røde Suzuki.  

Den røde Suzuki kørte ind til Kærshovedgård, og her tog den anonyme bilist et billede af bilen. Det var egentligt hans hensigt, at fortælle bilisten, at han havde været skyld i en farlig situation. Men han mødte aldrig bilisten.

0:27
Bilisten, tv, der mødte den røde Suzuki i mandags ønsker at være anonym af hensyn til sin egen sikkerhed.

- Da jeg kom hjem, fortalte jeg min nabo, hvad der var sket, og han sagde, at jeg skulle melde det til politiet.

Samme dag kørte bilisten tilbage til Kærshovedgård, hvor han fortalte en af betjentene, hvad han havde oplevet. Politiet bekræfter overfor TV MIDTVEST, at det har modtaget en anmeldelse.

Samme bil

I dag kom det i forbindelse med grundlovsforhøret frem, at føreren af den røde Suzuki, en 34-årig mand, har adresse på Kærshovedgård. TV MIDTVEST er bekendt med, at bilen som mandag kørte hasarderet har samme registreringsnummer som bilen, der i dag var involveret i trafikulykken. 

- Jeg fortalte, hvad der var sket, og betjenten tog noter. Jeg fortalte, at jeg kom for at forebygge, for jeg havde jo været heldig, at der ikke skete noget.

I dag onsdag blev bilisten så opmærksom på, at den samme bil, som han med nød og næppe havde undgået, havde været involveret i en trafikulykke, hvor en 55-årig kvinde var blevet slået ihjel.

Bilist undrer sig

- Jeg er klar over, at politiet ikke kunne smide ham i fængsel ovenpå, hvad jeg forklarede. Men sådan en person skal ikke køre på vejen. Og nu er en kvinde død. Det er så trist, fortæller den anonyme bilist.

Han kan ikke lade være med at tænke på, hvad politiet mon har stillet op med hans henvendelse.

- Jeg ved jo ikke, hvem der førte bilen, da jeg mødte den. Men to dage efter er samme bil involveret i et uheld. Jeg synes, at politiet skylder at fortælle, hvad de gjorde med min anmeldelse. Har de ikke taget den seriøst? Jeg ved det ikke?

Politiet kunne ikke gøre mere

Kristian Larsen, vicepolitiinspektør ved lokalpolitiet i Herning-Ringkøbing fortæller, at man modtog anmeldelsen, men at anmeldelsen ikke havde nok detaljer til, at man kunne handle.

- Vi vidste kun, hvilken bil det handlede om. Vi havde ikke noget signalement, der kunne identificere føreren. Det kan vi gøre via vidner og videoovervågning, og det er vi i gang med, fortæller Kristian Larsen.

Politiet erkender, at der er tale om en ulykkelig situation, men fortæller også, at det nødvendigvis ikke ville have gjort den store forskel, selvom politiet havde fundet frem til føreren af den røde Suzuki.

- På det grundlag der var i anmeldelsen, ville vi ikke have haft nok til at få føreren af bilen varetægtsfængslet. Og vi kan ikke tilbageholde folk i længere end 24 timer, siger Kristian Larsen, vicepolitiinspektør ved lokalpolitiet i Herning-Ringkøbing.