Familie med to autist-børn hjælper andre: Deres netværk har nu over 11.000 medlemmer
Dorthe og Carl Martin Middelhede manglede selv råd, da deres drenge fik konstateret autisme. Derfor startede de en Facebook-gruppe, hvor forældre kan udveksle erfaringer.
Det er ofte forbundet med afmagt og frustration at være forældre til et barn med autisme. Sådan var det også for Carl Martin og Dorthe Middelhede fra Ikast. De første år efter deres to drenge havde fået diagnoserne var meget hårde.
- Det var et mareridt. Jeg kunne ikke gøre andet end at beskytte den ældste mod at skade sig selv samtidig med, at jeg skulle passe et spædbarn. Jeg var ved at gå helt ned, fortæller Dorthe Middelhede, der er uddannet ergoterapeut.
Hendes mand, Carl Martin Middelhede er ambulanceredder, og han er derfor oftest væk et helt døgn ad gangen, så timerne var lange for Dorthe Middelhede, da sønnerne var små.
Mødet med andre i samme båd
På grund af den pressede hverdag fik familien i 2012 bevilligede et autismekursus i København af kommunen. Her fik de ikke bare undervisning og gode råd, men de mødte også en række andre forældre til autistiske børn.
- Det var så dejligt at komme lidt væk hjemmefra og møde andre forældre i samme situation. Vi lærte ikke bare en masse, vi mødte også en fantastisk forståelse fra de andre forældre, fortæller Carl Martin Middelhede.
Inden de tog hjem fra kurset i København, lovede han at oprette en Facebook-gruppe, så de kunne holde kontakt med de andre efter kurset.
Kan spørge om alt
Facebook-gruppen hedder i dag Autisme Forum og er for forældre til børn med autisme. I starten var der kun ganske få medlemmer, men det viste sig hurtigt, at der var behov for et fælles forum. Antallet af medlemmer voksede støt og i dag har gruppen over 11.000 medlemmer.
- Netværket bliver brugt som et forrum, hvor man kan dele og spørge om alt. Det kan for eksempel være noget med undervisningstilbud, hvordan man forbereder sig til et møde eller helt lavpraktisk omkring kost eller taxakørsel, fortæller Carl Martin Middelhede.
Familiens to drenge er i dag 12 og 14 år og går begge i specialklasser, hvor de trives. Derfor er der også nu tid til at vedligeholde netværket. Det kræver mange timer, men ægteparret fra Ikast gør det gerne.
- Det gør vi fordi, vi selv har stået der, hvor det var svært at få hjælp. Vi ved, hvad det betyder at kunne spørge andre til råds og få hjælp til nogen løsninger, siger Dorthe Middelhede.