Henrik kæmper for en skrantende hobby: - Det er skammeligt, vi ikke er flere på vores alder

Duedag i Ejstrupholm kender de fleste i vores landsdel måske til. I år slog den rekord. Negativt.

0:27
73 duer i alverdens afskygninger stillede op til duedagen i Ejstrupholm

Der er duer med krøller. Duer med lang hals. Duer med kroget næb. Guldfarvet, røde og brune. Man skulle næsten tro, der ikke manglede noget. Men det gør der:

- Jeg synes, det er træls for at bruge et godt, dansk ord. Det er træls, fortæller Henrik Egeberg.

Han er dueopdrætter og har i dag taget seks romere med, som de bliver kaldt. En ordentlig due med et vingefang på cirka en meter.

- For mig er det både en hobby og en livsstil, fortæller han.

Han er 31 år og medlem af Herning og Omegns Sirdueklub og her er han sammen med hans kone og klubbens kasser blandt de yngste. Og det forstår han egentlig ikke:

- Det er skammeligt vi ikke er flere på vores alder. Jeg kan slet ikke forstå, man ikke kan se det skønne i at kunne gå for sig selv og tænke sine egne tanker lidt. Hvor der egentlig ingen krav er til en. En due stiller aldrig nogle krav, fortæller Henrik Egeberg.

Han er træt af, at det at holde duer er en nedadgående trend. I Ejstrupholm har duedagen været en tradition i 69 år. I 70'erne og 80'erne var der mere end 150 deltagere. I år er der 12. Søndagens skue er den mindste nogensinde.

- Den direkte konsekvens er at det blive sværere at opretholde udstillinger rundt omkring. Skal jeg have blodfornyelse til mine Romere og min kones blåvingede Guldgimplere, så skal jeg til Tyskland. Det er træls.

Du kan se nogle af de farverige duer i videoen over artiklen.