Husker du professorterningen? Andreas arrangerer stævne i speedcubing

80 speedcubere er i denne weekend samlet til konkurrence på Ikast Østre Skole.

2:28
15-årige Andreas Thorkildsen har arrangeret Ikast Winter Cubing 2023.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Den var den helt store dille i begyndelsen af 1980´erne: Rubik´s Cube eller i daglig tale professorterningen.

For mange er den i dag mest et kuriøst minde fra fortiden, men der er også dem, for hvem den farverige lille terning er meget mere end bare en dille.

For dem er det seriøs konkurrence.

Det gælder blandt andet for 15-årige Andreas Thorkildsen fra Ikast.

Han går så meget op i speedcubing, som sporten kaldes, at han her i weekenden har arrangeret et stævne kaldet Ikast Winter Cubing 2023 med over 80 deltagere på Ikast Østre Skole, hvor han selv går i ottende klasse.

- Det er fedt at være på hjemmebane og lidt surrealistisk at se så mange cubere på min skole. Men jeg er også arrangør, så jeg er på hele tiden. Det er mig, der får alle spørgsmålene, fortæller han.

De fleste stævner inden for speedcubing bliver arrangeret på Sjælland. Konkurrencen i Ikast er den første i det midtjyske, og Andreas Thorkilsen håber, at han dermed kan være med til at lokke nye ansigter til. 

Der er flere forskellige discipliner i sporten, men i bund og grund handler det om at få brikkerne på terningen til at vende rigtigt så hurtigt som muligt - og i nogle af disciplinerne foregår det endda med bind for øjnene.

- Det er ikke svært i sig selv. Det tager bare lidt tid at blive hurtig til det, forklarer Andreas Thorkildsen, der selv begyndte at dyrke sporten, fordi han kedede sig i begyndelsen af corona-pandemien.

Andreas Thorkildsen har naturligvis også Rubik´s Cube på sine strømper.
Andreas Thorkildsen har naturligvis også Rubik´s Cube på sine strømper.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST