Ikast-kok sætter fokus på klimaet

En kok og restauratør i Ikast er blevet så klima-forhippet, at han er begyndt at hente sine råvarer i byens haver.

Morten Thomsen får lige nu mange æbler fra de lokale haver i Ikast.
Morten Thomsen får lige nu mange æbler fra de lokale haver i Ikast.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Morten Thomsen er kok og bor i Ikast. Han har startet sin egen lille kamp for at redde kloden. I stedet for at bestille frugt og grønt hos en grossist henter han nogle af varerne i lokaler haver i Ikast.

- Ved at vi bruger æblerne og laver dem til juice, så skal vi ikke købe polsk eller ukrainsk æblejuice hjem, som er transporteret meget langt, siger Morten Thomsen, der ejer restaurant Noli i Ikast.

Rent økonomisk er det ikke en god forretning, men det er det for klimaet.

- Hvis vi nu gjorde det i fællesskab, og hvis der var flere, der gik i gang med at handle lokalt, handle dansk og bruge det de har ude i haverne, så ville det jo ret hurtigt kunne ganges ud med 3-4 millioner mennesker, som har mulighed for at gøre det i Danmark, mener Morten Thomsen.

Stor opbakning fra de lokale

I dag er Morten Thomsen ude og hente gratis æbler hos Line Michalski, der kun ligger 1,5 kilometer fra Restaurant Noli.

- Jeg synes, det er fantastisk med lokale initiativer. Jeg kan godt lide, at man tænker bæredygtigt og på klimaet, og at man starter med det, der er tættest på en. Så det Morten laver, synes jeg er helt fantastisk, siger Line Michalski.

Line Michalski er en af de mange borgere i Ikast, der giver gratis frugter til Morten Thomsen.
Line Michalski er en af de mange borgere i Ikast, der giver gratis frugter til Morten Thomsen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Line Michalski leverer både æbler, pærer og blommer til Morten Thomsen, og hun er enig med den lokale kok i, at lidt også har ret.

- Med de store briller gør det nok ikke den store forskel, men hvis vi alle sammen starter der, hvor vi kan, så gør mange bække små en stor å, siger hun.

Ros fra Christiansborg

Det er kun tre måneder siden, at klimaet fyldte rigtig meget i valgkampen, og Morten Thomasens initiativ er får rosende ord fra Christiansborg.

- Det er jo lige præcis den her slags ting, som vi skal have mere af. Vi udnytter det, der er tæt på os, og vi undgår de her meget store transportomkostninger, som der jo ofte er for miljøet, siger Anne Paulin, der er klimaordfører for Socialdemokraterne.

Morten Thomsen laver juice af de mange æbler han får fra de lokale haver.
Morten Thomsen laver juice af de mange æbler han får fra de lokale haver.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Tilbage i køkkenet bliver dagens æblehøst lavet til juice, som skal sælges på restauranten. Morten Thomsen averterede første gang efter de gratis, lokale frugter og grøntsager for tre år siden. Dengang uden den store succes.

- Første gang, der fik vi to henvendelser, og her tre år senere, der får vi over 150 henvendelser. Vores plan i år er at komme op og bruge to tons lokale produkter, forklarer kokken.

Morten Thomsen håber på, at han kan få nok lokale æbler til at kunne lave æblejuice nok til hele året.

2:29