Kærshovedgård-beboer stukket med saks
To beboere fra Kærshovedgård kom tirsdag aften op at skændes på stationen i Bording. Det endte med at den ene stak den anden med en saks.
To beboere fra Kærshovedgård kom tirsdag klokken 21.45 op at skændes på stationen i Bording. Præcist hvad de to beboere på 23 og 34 år var uenige om er stadig uvidst, men det hele endte med, at den 34-årige mand forsøgte at stikke den 23-årige med en saks.
- Den 34-prige forsøger at hugge ud efter dne yngre mand, men han formår at afværge, så det ender med et stik i højre hånd, som bløder ret kraftigt, da vi ankommer, fortæller sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.
Det er et vidne, som overværer episoden, der kontakter politiet. Vidneberetningen gør, at politiet kan anholde den ældste mand, der er meget oprørt.
- Ved anholdelsen er manden også i besiddelse 0,55 gram kokain og 3,15 gram hash. Han har overnattet i detentionen, og bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for kvalificeret vold, siger Bent Smedegaard.