Katharina kæmper for gadehunde i Bosnien: - Jeg kan ikke klare, hvis dyr har det dårligt
Der er langt fra Bosnien til Ikast, men den rejse har gadehunden Ulla været på. Nu kæmper hendes ejer for andre hunde.
For godt et år siden kom gadehunden Ulla med en lastbil sammen med 20 andre hunde til Danmark, og Ulla endte hjemme hos Katharina Bostrup Kull i Ikast.
Det blev starten på noget nyt for hundeejeren. Nu har hun valgt at arbejde frivilligt for foreningen Bosniske Hunde.
- Det, der får mig til at bruge tid på, det er, at jeg har et kæmpe dyrehjerte. Jeg kan ikke klare, hvis nogle dyr har det dårligt. Jeg har et dyrehjerte, der bare vil noget, forklarer hun.
Hun samler penge og arbejder på sociale medier.
- Jeg er medlem af en gruppe, hvor man kan hjælpe økonomisk. Jeg er på elevløn og har ikke råd til at hjælpe med penge, men jeg har en bil og tiden til at indsamle, så via de sociale medier har jeg lavet et opslag, hvor jeg søger alt til gadehunde. Det er gået over alt forventning, siger Katharina Bostrup Kull.
Hun har efterhånden fået doneret så mange hundeting, at hun nu må opbevare dem i sin venindes kælder. Hun har blandt andet fået masser foder, tæpper, bamser og seler.
Man skal godkendes
Det er langt fra alle, der kan blive godkendt til at adoptere en gadehund gennem Bosniske Hunde, forklarer Katharina Bostrup Kull.
Det kræver, man kan tilbyde et stabilt hjem. Man skal skrive en ansøgning og fortælle om sig selv, og så kommer en fra foreningen på hjemmebesøg og ser, om man har de rigtige rammer til at tage sig af hunden.
Selve adoptionen koster 3500 kroner. Selve hunden er gratis, men pengene dækker for eksempel vacciner og transport.
- Når jeg er færdig med at studere, så vil jeg gerne have en hund mere. Jeg vil gerne have en hund der er lidt større næste gang, som Ulla kan tumle med, og så vil jeg gerne have en seniorhund. Der er ikke så mange der vil adoptere de ældre hunde, især ikke hvis de er sorte. Det er totalt modbydeligt, så jeg vil gerne have en ældre hund, som Ulla kan lege med, siger Katharina Bostrup Kull.