Langt fra toppen: Nye tider for unge FCM-spillere

FCMs U19-hold er langt fra så dominerende som tidligere. Men man lærer også noget af modgang, siger holdets træner.

FCMs U19-hold har haft svært ved at få spillet til at køre i denne sæson, men vandt lørdag over Esbjerg.
FCMs U19-hold har haft svært ved at få spillet til at køre i denne sæson, men vandt lørdag over Esbjerg.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Superligaens tophold FC Midtjylland er berømt for sin ungdomsafdeling, der har vundet stribevis af mesterskaber og leveret mange talenter til førsteholdet.

Men i denne sæson er de unge ulve blevet indhentet af en ny virkelighed. Efter de første 11 runder er det kun blevet til fire sejre og en plads midt i tabellen for klubbens U19-hold.

- Det er klart, at vi havde ønsket nogle flere sejre. Det skal ikke være nogen hemmelighed, for vi er meget ambitiøse, siger holdets cheftræner Henrik Jensen.

Han peger på flere årsager til, at U19-holdet ikke er så dominerende som tidligere.

Dels har holdet leveret en del spillere til førsteholdstruppen, hvilket er en af de store ambitioner. Dertil kommer, at der er tale om et ungt hold, som samtidig har spillet mange kampe - ud over den hjemlige liga har U19-spillere også deltaget i UEFA Youth League og det nordiske mesterskab. 

Stærkt ud af krisen 

Cheftræneren understreger dog også, at modgangen med tiden kan vise sig at føre noget godt med sig. Den kan være med til at gøre spillerne mere robuste, når de rykker op som seniorer.

- Det at tabe nogle kampe er også en del af udviklingen. Det er ikke det, vi ønsker, men vi skal også finde de positive ting i en svær proces, siger han. 

Og den udlægning er holdets anfører Oliver Sørensen Jensen enig i. 

- Livet er ikke en dans på roser. Vi skal også prøve at være i krise og have det hårdt - og det synes jeg, at vi er kommet stærkt ud af, siger han.

Lørdagens kamp på hjemmebane mod Esbjerg bekræftede også, at de unge FCM-spillere er på rette vej. FCM vandt kampen 3-1.

2:17
Se indslag om U19-holdet her.