Politiet til utrygge naboer: Vi vil patruljere i området
Politidirektør Jens Kaasgaard kan godt forstå, at naboerne til Kærshovedgård er bekymrede. Derfor vil politiet være synlige i området.
Midt- og Vestjyllands Politi vil jævnligt patruljere i området, når fængslet på Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune i løbet af kort tid bliver lavet om til et udrejsecenter for afviste asylansøgere.
Det siger politidirektør Jens Kaasgaard til TV MIDTVEST.
- Ved synlighed og øget patruljering vil vi sikre, at alle i området opfatter det som trygt. Og det skal det også være for alle - både for beboerne, de ansatte og naboerne, siger Jens Kaasgaard.
TV MIDTVEST fortalte mandag, hvordan naboerne er utrygge og bekymrede ved udsigten til, at op mod 600 afviste asylansøgere og udviste kriminelle skal bo på Kærshovedgård.
Kaasgard siger, at han godt kan forstå bekymringen, og han fortæller, at politiet i løbet af januar skal mødes med Udlændingestyrelsen og Kriminalforsorgen for at få mere at vide om, hvordan centret skal indrettes, og præcist hvilke personer centret skal huse.
Politidirektøren understreger samtidig, at der er tale om en opgave, som politiet ikke har de store erfaringer med.
- Som jeg har forstået det, er det forholdsvist nyt, at man får at vide, at man skal bo et bestemt sted med meldepligt i et eller andet omfang. Og det tror jeg ikke, at man har så mange erfaringer med endnu nogle steder, siger han.
Nogle af de personer, der skal bo på centret, er udvist af landet på grund af grov kriminalitet. Ikast-Brandes borgmester Carsten Kissmeyer (V) deler naboernes bekymring, og han mener, at man bør overveje at give dem en form for erstatning.
- I dette tilfælde er det altså et sted hvor man samler rigtig mange mennesker, som kan være til potentiel risiko, og der bør man selvfølgelig vurdere, om der er nogle borgere, der får en urimelig påvirkning, siger borgmesteren.