Tullamore Golfklub i Ikast indvier deres tre nye huller

Golfklubben har eksisteret i 35 år, og selvom grundlæggeren Eskild Thygesen er gået bort, lever klubånden videre i bedste velgående.

2:27
For 35 år siden grundlagde en erhvervsmand en golfbane, hvor hygge skulle være i højsædet. Banen og hyggen findes endnu, og i dag var det en ganske særlig dag på den gamle golfbane.
Foto: Morten Beckert Thomsen, TV MIDTVEST

I Tullamore Golfklub i Ikast er der plads til alle, og sådan har det været siden textstilfabrikant Eskild Thygesen grundlagde banerne i 1989. I dag 35 år efter lever sammenholdet og kærligheden til den lille golfklub videre, selvom grundlæggeren døde i 2014.

I dag blev klubbens tre nye huller indviet og det var det flere årige klubmedlem John Juul Pedersen med til.

- Det føles som om, at vi har en helt ny bane at spille på. Vi har spillet de andre ni huller i mange, mange år, så vi næsten kan spille dem i blinde, så det er dejligt at få tre nye huller, fortæller han.

Tre nye huller er blevet indviet på golfbanen i Ikast.
Tre nye huller er blevet indviet på golfbanen i Ikast.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Han har efterhånden spillet golf i fem år, og det har lige siden, han startede, været i Tullamore klubben han har udfoldet sit golfspil.

- Jeg var faktisk med til at bygge banen i sin tid for den nu afdøde Eskil Thygesen, som anlagde banen på sin private grund dengang, men det var først, da jeg ikke længere var erhvervsaktiv, at jeg selv havde tid til at spille golf. Golf er for folk, der ikke arbejder, fortæller han grinende.

Men nu når arbejdslivet er lagt på hylden, nyder han at bruge tid i klubben og på at udvikle sit golfspil.

- Det har altid været en hyggeklub, hvor alle var velkommen, så længe man opførte sig ordentligt. Jeg spiller selv et par gange om ugen, og om tirsdagen er vi eksempelvis en gruppe på 35-45 gråhåret mænd, der mødes for at spille, så det er hyggeligt at komme her, fortæller John Juul Pedersen.

Ny ejer i klubben 

I dag ejes golfklubben af Jens Poulsen, der er direktør i DK Company i Ikast, og han er gjort meget for at bevare ånden i klubben samtidig med at sørge for dens udvikling, fortæller turneringsleder i Tullamore Golfklub Inger Jess.

- Jens Poulsen har gjort meget for at bevare klubben, som den var, men han har samtidig også investeret meget i den, som nu hvor han har sørget for de her nye huller, fortæller hun.

Inger Jess har været en del af klubben, siden grundlæggeren Eskild Thygesen stadig var ejer af den.
Inger Jess har været en del af klubben, siden grundlæggeren Eskild Thygesen stadig var ejer af den.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Inger Jess har været en del af klubben både før og efter ejerskiftet, og hun er glad for det stærke sammenhold der er i klubben.

- Vi kender alle sammen hinanden, og vi hjælper hinanden, for vi værner om klubben og banerne sammen, og det var også vigtigt for Eskild Thygesen, da han startede det hele, fortæller hun.

ISI idrætsefterskole, der har en golflinje, skal også fremover træne på klubbens baner, og det er en spændende udvikling for klubben.

- Jeg synes, det er dejligt at se de unge mennesker, og vi skal være gode til at tage imod dem. Det er jo dem, der skal føre en klub som vores videre.