Afhoppere fra DF melder interesse i Støjbergs nye parti: Inger har de samme holdninger, som jeg har

Flere tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti melder interesse for Inger Støjbergs nye parti.

Inger Støjberg blev 21. december erklæret uværdig til at sidde i Folketinget, efter hun var blevet dømt i rigsretten for sin rolle i den ulovlige adskillelse af asylpar. Nu stifter hun et nyt parti med håbet om et comeback i parlamentet.
Inger Støjberg blev 21. december erklæret uværdig til at sidde i Folketinget, efter hun var blevet dømt i rigsretten for sin rolle i den ulovlige adskillelse af asylpar. Nu stifter hun et nyt parti med håbet om et comeback i parlamentet.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Inger Støjberg præsenterer torsdag sit nye parti, Danmarksdemokraterne, for pressen. Allerede nu kan hun glæde sig over, at flere politikere ser ud til at være lune på hendes idéer.

TV MIDTVEST og Ritzau har været i kontakt med flere, der den seneste tid har forladt Dansk Folkeparti. De fleste er ikke afvisende over for at blive en del af Inger Støjbergs projekt.

- Det kunne det da godt være. Inger har de samme holdninger, som jeg har, siger Lise Bech til TV MIDTVEST.

Byrådsmedlem er interesseret

Lise Bech blev ved det seneste folketingsvalg valgt for Dansk Folkeparti i Thy-Mors-kredsen. I dag er hun løsgænger.

Det samme gælder for Liselotte Lynge, der sidder som løsgænger og afhoppet DF’er i byrådet i Vesthimmerlands Kommune.

- Med det du på forhånd ved om Inger Støjbergs holdninger, tror du så, at det kunne være noget for dig?

- Det kunne det helt sikkert godt, siger byrådspolitikeren til TV MIDTVEST.

DF’er hoppede af i går

Både Lise Bech og Liselotte Lynge vil gerne vide mere om den tidligere Venstre-politikers politiske grundlag, før de endeligt tager stilling til, om det er noget for dem.

Samme tilgang har Jørgen Byskov. I går forlod han Dansk Folkeparti og er nu løsgænger i Ringkøbing-Skjerns byråd.

- Lige nu ser jeg frem til at få sommerferie fra mit politiske virke og vil bruge tiden på at finde mig selv. Så finder jeg ud af, hvad jeg vil fremover. Lige nu aner jeg ikke, hvad hun kommer med og kan ikke rigtigt forholde mig til det, fortæller Jørgen Byskov.

Eks-DF’ere vil give vælgererklæringer

Selvom ingen midt- og vestjyske politikere altså melder sig klar til at stille op, har Lise Bech over for TV MIDTVEST allerede givet udtryk for, hun er villig til at give en vælgererklæring til Støjbergs parti.

Ifølge Ritzau har Liselott Blixt, Karina Adsbøll, Bent Bøgsted gjort sig samme tanker. 

I alt er der nu seks tidligere DF’ere uden parti i Folketinget. De partiløse DF-afhoppere har nu planer om at holde et møde om fremtiden og Støjbergs planer, oplyser Ritzau.

Inger Støjbergs parti skal samle 20.182 gyldige vælgererklæringer, før Danmarksdemokraterne kan stille op til Folketinget. Folketingsvalget skal finde sted senest 4. juni næster år.