Theos mor har ofret alt: - Jeg er i dyb sorg
Rejsen mod at hjælpen sønnen Theo med at få sit syn tilbage, har været en hård kamp for Malene Vestergaard Andersen.
Sidste år blev hendes søn Theo erklæret fuldstændig blind. En dom, der siden har sat sine spor i Malene Vestergaard Andersen.
- Jeg er allerførst i dyb sorg, magtesløs og frustreret på en og samme tid. Det er en ubærlig besked at få – både som mor og ansvarlig voksen person, fortæller Malene Vestergaard Andersen og fortsætter:
- Når man har et barn, man elsker højt og vil gå igennem ild og vand for, så er det det værst tænkelige, der kan ske.
Gået ud over hendes karriere
Malene Vestergaard Andersen fra Spjald har siden kæmpet en kamp for at hendes søn Theo har kunnet få trykkammerbehandling i Danmark, men behandlingen benyttes ikke til Theos diagnose i Danmark, da man ikke mener, det vil have nogen effekt.
Derfor har de søgt udenlands for behandlingsformen, som de selv må dække udgifterne til.
Den kamp har været afgørende for Malene Vestergaard Andersens liv.
- Helt lavpraktisk påvirker det min hverdag, det påvirker min karriere og mit overskud til de ting, som tidligere var lidt mere overskuelige.
Malene Vestergaard Andersen har ikke arbejdet fuldtid, siden Theo blev blind sidste år. Hun har i stedet været tvunget til at arbejde 15 timer om ugen.
- Der er rigtig meget fokus på behandlingen. Jeg går målrettet og benhårdt efter at hjælpe Theo. Mine venner og en del sociale ting vælger jeg fra, fordi jeg bruger rigtig meget tid på ham og udfordringerne forbundet med hans blindhed.
Det lyder umiddelbart hårdt?
- Selvfølgelig er det hårdt, men jeg har svært ved at acceptere det, fortæller Malene Andersen.
Du kan se mere om Theos historie i TV MIDTVESTs dokumentar ’Kan du se mig nu, Theo?' på TV 2 PLAY, TV MIDTVEST.dk eller herunder: