19-årig uden Facebook: Mine venner forsøgte at tagge mig
Gymnasieeleven Emil forsøger at undvære Facebook, selvom det ikke altid er helt praktisk.
Hans venner taggede ham på Facebook, fordi han ikke svarede inde i en begivenhed. Men ganske usædvanligt, så opdagede 19-årige Emil Rentius Sørensen det ikke. Han fandt derimod først ud af det, da hans ven skrev det til ham.
Emil er med i TV MIDTVESTs Facebook-eksperiment, hvor vi og fire midt- og vestjyder ikke må logge på Facebook i to uger. Det gør vi for at undersøge, så afhængige vi er blevet af at få vores nyheder på det sociale medie.
Og Emil Rentius Sørensen oplever også, at han er bange for at gå glip af noget.
- Jeg er begyndt at vænne mig til det, men jeg føler lidt, at jeg går glip af noget. For eksempel når mine venner opretter begivenheder, som jeg ikke får set, siger han.
Han fremhæver også en begivenhed, hvor hans venner havde set noget på Facebook, som han havde overset.
- Der var en sportsnyhed om mit yndlingshold, hvor der var en spiller, der havde skiftet. Det havde jeg ikke hørt, men mine venner havde set det på Facebook. Det ville jeg hellere selv have vidst, så jeg kunne være med i snakken, forklarer han.
Følger lidt bedre med
Emil Rentius Sørensen har tænkt sig at gendownloade Facebook-appen på sin telefon, når han om en lille uge igen på åbne siden.
- Jeg tror, jeg vil bruge det mindre. Jeg synes, jeg har bedre tid både i skolen og i fritiden, når jeg ikke kan sidde og glo på mobilen, fortæller han.
I weekenden var han i London med sin kæreste, men der var det heller ikke et problem.
- Jeg havde ikke behov for at lægge noget op, for det plejer jeg ikke rigtigt at gøre. Jeg savnede det dog om aftenen, når man havde gået en hel dag. Så kom jeg til at trykke, der hvor appen plejer at være, siger han.