To uger uden Facebook: Det har vi fået ud af eksperimentet

TV MIDTVEST er tilbage på Facebook, og det er blevet tid til at gøre status.

Direktør Lone Sunesen og digital chef Nadia Nikolajeva.
Direktør Lone Sunesen og digital chef Nadia Nikolajeva.
Foto: Lasse Uttrup

Klokken 00:01 i nat postede TV MIDTVEST sit første Facebook-opslag i to uger.

Det blev enden på et eksperiment, hvor vi og fire midt- og vestjyder har skulle undvære det sociale medie for at finde ud af, hvor afhængige vi er blevet af Facebook som nyhedsmedie.

Nu er det så tid til at gøre status.

- Det her projekt handler ikke kun om tal. Jeg håber allermest, at det har startet en snak ude i stuerne omkring, hvor man får sine nyheder fra, fortæller digital chef ved TV MIDTVEST, Nadia Nikolajeva.

Mistet hver fjerde

10 procent af danskerne får alle deres nyheder fra Facebook, og det har man kunne se på TV MIDTVESTs læsertal de sidste fjorten dage.

Cirka hver fjerde læser har været væk, mens vi ikke har lavet nogle opslag.

- Det gør selvfølgelig lidt ondt, men hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg frygtet, at det kunne gå meget værre. Når jeg kigger i tallene, så kan jeg se, at vi faktisk har rigtig mange loyale læsere på tvmidtvest.dk, og det er jeg rigtig glad for, fortæller Nadia Nikolajeva.

Der har dog også været en anden udvikling. For mens der har været færre besøgende på siden, så har dem, der har besøgt den, til gengæld brugt 40 procent længere tid på hjemmesiden, og så har de læst flere artikler.

4:42
Efter 14 dage uden Facebook har vi mødt de fire testpersoner for at høre om deres oplevelser.

Vi går ikke helt

Eksperimentet er ikke enden på TV MIDTVESTs tilstedeværelse på Facebook.

- Vi skal bruge Facebook til nogle andre ting, end vi har gjort før. Det her projekt handler også om at se indad og finde ud af, om vi som medie har brugt det til det rigtige. Der synes jeg, at vi har brugt det lidt i blinde. Vi skal bruge det til Facebooks styrker, forklarer Nadia Nikolajeva og tilføjer:

- Facebook er rigtig god til at være et socialt medie, hvor man kan have en samtale om nyhederne. Jeg elsker for eksempel, når læsere reagerer og sender os tip eller giver os en sviner, fordi de synes, vi har grebet en historie forkert an. Det er de øjeblikke, vi skal gå efter, så vi skal være mere fokuserede og gå efter de rigtige ting.