Vært slukker for Facebook: - Det sværeste bliver, at jeg har fødselsdag
TV MIDTVEST hopper selv af Facebook og inviterer alle andre til at være med. En af dem, der har taget udfordringen op, er vores studievært Katrine Fuglsang.
Studievært på TV MIDTVEST Katrine Fuglsang har i dag taget beslutningen om, at hun fra midnat ikke vil besøge Facebook i to uger.
Det gør hun, efter at TV MIDTVEST i dag har meldt ud, at vi holder os fra at poste på Facebook indtil den 30. januar for at teste, hvor afhængige både brugere og medier er blevet af det sociale medie. Samtidigt er det også en åben invitation til vores læsere og seere om, at de kan være med til at teste, om deres nyhedsforbrug ændrer sig, når Facebook-appen er slettet fra telefonen. Den har 25-årige Katrine Fuglsang valgt at tage imod.
- Jeg synes, at Facebook har fået for meget magt over min hverdag. Jeg bruger virkelig meget tid på det, hvor jeg bare scroller hurtigt igennem. Jeg tror egentligt, at jeg har fået mange af mine nyheder derfra, men det er ikke noget, jeg har tænkt over, forklarer hun.
Selvom hun ikke selv har postet på sin profil siden den 18. september, så tror hun alligevel, at det bliver svært at skulle holde sig helt væk.
- Det sværeste bliver, at jeg snart har fødselsdag. Jeg har organiseret det i en Facebook-gruppe, så der skal jeg have mine gæster til at skrive til mig på en anden måde. Først tænkte jeg, at jeg ikke kunne hoppe med på grund af det, men det skal Facebook ikke bestemme, siger Katrine Fuglsang med et grin.
Ingen push-notifikationer
Til hverdag får Katrine Fuglsang de fleste af sine nyheder fra flere af de store nyhedssider, som hun tjekker i løbet af dagen, men også fra Facebook. Hun har dog slået næsten alle push-notifikationer fra.
- Jeg vil ikke forstyrres. Det er stort set kun Messenger-appen, der må advare mig, siger hun.
Hun har overvejet, om det bliver et problem for hendes arbejde som journalist, at hun ikke kan bruge Facebook som værktøj, men er optimistisk.
- Vi finder tit historier, kilder og opråb på Facebook, men mon ikke, jeg kan klare mig uden? Ellers må jeg spørge mine kolleger, fortæller hun.