15 stemmer flytter sig i Herning og giver K ekstra mandat
En fintælling af stemmerne i Herning Kommune får konsekvenser for Konservative og Kristendemokraterne.
Godt nyt for den konservative politiker Mette Guldberg. Skidt nyt for Jens Kristian Mølby Nielsen fra Kristendemokraterne.
En fintælling af stemmerne i Herning Kommune betyder nemlig, at et mandat flytter sig.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse onsdag aften, altså et døgn efter kommunalvalget.
Helt konkret har 15 stemmer flyttet sig, og det betyder, at De Konservative får to mandater i stedet for ét mandat, mens Kristendemokraterne må nøjes med ét mandat i stedet for to.
Det ekstra mandat til Konservative sender dermed Mette Guldberg ind i det kommende byråd sammen med partikollegaen Per Ørum.
Til gengæld bliver Karlo Brondbjerg så den ene repræsentant for Kristendemokraterne.
Selve valget i Herning Kommune endte med, at Venstre går tilbage efter bykongen Lars Krarups afgang, men at Venstre alligevel beholder sit absolutte flertal med Dorte West, Krarups afløser, i spidsen.
Partiet går fra 19 til 17 mandater. Byrådet har 31 medlemmer, og det betyder, at Venstre altså holder fast i sit absolutte flertal i kommunen.
52-årige Dorte West overtog 1. august posten efter Lars Krarup, der havde været borgmester i næsten 20 år. Hun blev selv valgt ind i 2010.
Lars Krarup annoncerede sidste år sin afgang. Tiden var kommet til at prøve noget andet, forklarede han i et opslag på Facebook.
/ritzau/