Giv hornet et klem og stem: Coronasmittede kan stemme fra bilen
Hvis man er syg eller særligt sårbar, kan man bilstemme ved flere valgsteder - blandt andet i Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Når valgstederne åbner i morgen, kan man flere steder blive i sin bil, når man vil afgive sin stemme. Det skal sikre, at både coronasmittede og særligt sårbare kan stemme under ordnede forhold.
Det gælder blandt andet i Borris Hallen, som ligger i Sønder Borris Sogn. Her er positivprocenten lige nu 8,64, og derfor gjorde valgstyrerformand på stedet, Ole Nyholm Knudsen, i dag klar med kegler til at tage imod stemmer fra kørende borgere.
- De kan enten ringe eller dytte. Det må folk selv bestemme, siger han.
Og risikoen for lange bilkøer giver ikke sved på panden i Borris.
- Vi tager imod stemmer, så længe der er kø, om så klokken bliver 22:00, så må vi vente på, at folk er færdige med at stemme. Der er ikke andet for, siger Ole Nyholm Knudsen.
For corona skal ikke stå i vejen for vælgernes mulighed for at sætte deres kryds. Det sagde indenrigsminister Kaare Dybvad på et pressemøde i morges.
- Det er trygt og sikkert at stemme i morgen. Jeg ved, at alle kommuner vil sørge for, at der er den nødvendige sikkerhed på valgstederne, sagde han.
Kommune opruster på alle valgsteder
Med 38 nye smittede den seneste uge er Borris er et af de steder i landet, hvor der er flest smittede per 100.000 indbyggere. En af dem er Maria Rehfeld, der blev konstateret smittet i fredags, lige da fristen for at brevstemme var nået, og hun hilser muligheden for at bilstemme velkommen.
- Det er da supervigtigt, at der bliver lavet sådan et initiativ, når nu man er buret inde herhjemme, så man alligevel har muligheden for at få indflydelse og få sat et kryds, siger hun.
I hele Ringkøbing-Skjern Kommune bliver der oprustet til en anderledes valgdag. Kommunen har blandt andet indkøbt 44.000 blyanter, 516 visirer og 125 dragter, selvom der ikke er nogle krav om værnemidler for hverken vælgere eller valgtilforordnede, når de håndterer stemmesedlerne.
Er der ikke en fare forbundet med det, hvis en coronasmittet har haft den i hånden?
- Det kan vi ikke udelukke, at der ikke er. Det er også derfor, vi gerne vil have, man bruger handsker og ikke lige slikker på fingerspidsen, når man tæller op, siger Jette Delfs Clausen, der er valgansvarlig i Ringkøbing-Skjern Kommune.