Hans Østergaard fortsætter som borgmester i Ringkøbing-Skjern
Så er stemmerne talt op i Ringkøbing-Skjern Kommune, og resultaterne viser, at Venstre høster flest stemmer, men også Kristendemokraterne og Konservative har haft et godt valg.
Så er der en aftale på plads i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hovedpersonerne fra valget i 2017 er blevet enige om en aftale, der betyder, at Venstres Hans Østergaard fortsætter som borgmester, socialdemokraten Søren Elbæk bliver - trods partiets nedtur - første viceborgmester, mens kommunens absolutte stemmesluger Kristian Andersen fra Kristendemokraterne bliver anden viceborgmester.
Alle tre parter erklærer sig meget tilfredse med aftalen.
Hans Østergaard oplyser, at man i løbet af de kommende dage også vil tage kontakt til de mindre partier.
Venstre har fået 34 procent af stemmerne, og det svarer til 2,9 procentpoint færre stemmer end ved sidste kommunalvalg i 2017.
Lige efter det liberale parti kommer Kristendemokraterne, der har fået 19,4 procent af stemmerne, og det er altså en stigning på 3,9 procentpoint.
KD og KF oplever fremgang
Kristendemokraterne viser fremgang ved kommunalvalget. Partiet beholder de seks mandater fra sidste valg og får næsten fire procent flere stemmer.
Og det er Kristian Andersen fra Kristendemokratierne meget begejstret for.
- Jeg er meget glad. Det her med at næsten hver femte vælger har stemt på KD i kommunen, det giver enormt meget energi til den her periode på fire år, siger han.
Det flotte resultat er kristendemokraten slet ikke i tvivl om, hvad det skal bruges til.
- Vi skal arbejde for det gode liv, som vi er gået til valg på. Og så skal vi arbejde med det gode samarbejde med hele byrådet, og derfor bliver de næste timer her også vigtige, så vi kommer godt fra start, siger han.
Det Konservative Folkeparti oplever også fremgang ved kommunalvalget, viser valgresultaterne.
Partiet har fået en stemmeprocent på 9,9, og det betyder, at de konservative har fået 8,2 procentpoint flere stemmer end ved valget i 2017. Og det glæder kandidaten Lennart Qvist.
- Vi er rigtig glade, og vi er rigtig stolte. Vi er taknemmelig for den opbakning, som vi har fået fra vores vælgere, siger han.
Konservative får tre mandater i byrådet.
En af valgets tabere
Socialdemokratiet er gået fra seks til fire mandater i byrådet. Og Søren Elbæk erkender, at de står tilbage som valgets tabere.
- Jeg tager ansvaret, og jeg vil nu arbejde benhårdt for at få maksimal indflydelse i de kommende fire år, siger socialdemokraten.
Søren Elbæk ved ikke, om dramaet under sidste kommunalvalg kan have haft betydning for valgresultatet i år. Men fakta er fakta, og der er mistet to mandater, siger han til TV MIDTVEST.