Ni ting, du ikke vidste om valget: Kandidat uden stemmer, kvinder i fremgang og vragede veteraner

Kommunalvalget byder på masser af historier, som ikke stjæler de største overskrifter.

Claus Løwe Klostergaard var optimistisk under nattens forhandlinger, men han endte med slet ikke at få nok stemmer til en plads i Silkeborg Byråd.
Claus Løwe Klostergaard var optimistisk under nattens forhandlinger, men han endte med slet ikke at få nok stemmer til en plads i Silkeborg Byråd.
Foto: Mikkel Eskelund

Her dagen efter kommunalvalget er det, de store politiske historier der får al rampelyset, og vi er så småt ved at have forstået, at Konservative går frem, Nye Borgerlige napper mandater fra Dansk Folkeparti, og Venstre dominerer borgmesterposterne i Midt- og Vestjylland.

Men der er stadig masser af finurlige historier fra det midt- og vestjyske valg, som ikke er blevet serveret endnu. Her får du ni ting, du (måske) ikke vidste om valget. 

1. Kandidat får nul stemmer

Skive-Listen gik til valg med 15 kandidater på listen. En af dem, der stillede op, er Heine Sørensen, som endte med et rundt nul i personlige stemmer. Det blev derfor heller ikke til fire år i byrådet for ham i denne omgang. Det lykkedes dog for to af hans listekammerater at få en plads, og måske hans egen stemme er gået til en af dem.

2. Kvinder vinder frem i Viborg

Lige nu er syv ud af 31 medlemmer af byrådet i Viborg kvinder, men fra 1. januar 2022, bliver det tal fordoblet. Fem af de nuværende kvindelige medlemmer fortsætter, mens ni er nye i den kommunalpolitiske arena. Den største stemmesluger blandt de viborgensiske kvinder er Stine Damborg fra Konservative med 1115 personlige stemmer.

Stine Damborg kan fra årsskiftet tage hul på sin tredje byrådsperiode.
Stine Damborg kan fra årsskiftet tage hul på sin tredje byrådsperiode.
Foto: TV MIDTVEST

3. Borgmester er valgt ind på yderste mandat

Vejen fra top til bund i kommunalpolitik kan være ultrakort. I Struer har Niels Viggo Lynghøj (S) nøglerne til borgmesterkontoret lidt endnu, men efter årsskiftet er han i stedet mandat nummer i 21 ud af 21 i byrådet. Og det var på et hængende hår, at han bevarede sin plads ved det hesteskoformede byrådsbord. Han fik nemlig kun to personlige stemmer mere end sin partikollega Dorte Vilsgaard, som ikke kom ind.

4. I Thyborøn er både havet og politikken blå

På valgstedet i Thyborøn var der ikke meget at rafle om. Her valgte 77,8 procent at sætte sit kryds ved Venstre, og fleste satte det ved den lokale kandidat og forsikringsmand Chris Olesen. Men selvom opbakningen til det liberale parti lyder meget overbevisende, så er partiet faktisk gået 5,8 procentpoint tilbage sammenlignet med 2017 lige netop her.

5. Borgerne i Hjøllund ser rødt

Som modpol til den blå befolkning i Thyborøn har vi vælgerne i Hjøllund, der ligger i Silkeborg Kommune. Her valgte 262 borgere at bruge deres ret til at stemme, og det faldt ud til rød bloks fordel. Næsten to ud af tre satte deres kryds ved en rød kandidat eller liste, og den helt store vinder blev Enhedslisten, som blev det største parti med lige under hver tredje stemme.

6. Vragede veteraner må vinke farvel

Det er ikke en selvfølgelig i politik, at man bliver ved med at få en stol, bare fordi man har haft en længe. I Holstebro er det slut for Lars Stampe (S), der blev valgt til byrådet for første gang i 1989, mens de to SF’ere Viggo Vangsgaard fra Mors og Hans Okholm fra Silkeborg må sige farvel til kommunalpolitik efter 28 år. Det samme gælder Niels Dueholm (S) fra Viborg, som var en enkelt stemme fra at komme ind.

7. Fadølsmanden får ikke en plads

Claus Løwe Klostergård fra SF havde et stort smil på læben og tre fadøl i hånden, da han kort efter midnat gik forbi TV MIDTVESTs tv-hold i Silkeborg for at vende tilbage til forhandlingerne. Her afviste han, at der var tale om gravøl, og sagde, at han var meget optimistisk. Det lykkedes da også SF at blive en del af konstitueringen, men Claus Løwe Klostergård - ja, han fik ikke selv stemmer nok til at blive genvalgt.

0:29

8. Pape-effekten slår igennem i hjembyen

Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er født og opvokset i Bjerringbro ved Viborg, og der er ingen tvivl om, at borgerne her bakker op om hans parti. Resultatet fra byens to valgsteder viser, at partiet slår alle andre af banen og får en tredjedel af alle stemmer.

9. Personlige stemmer behøver ikke være afgørende

I Vesthimmerlands Kommune er det lykkedes Jane Bonnerup fra SF at blive valgt til byrådet uden den store personlige opbakning. Med bare 43 personlige stemmer er hun blevet valgt som det tredje og sidste medlem for sit parti. Det lykkedes, fordi SF’s spidskandidat Theresa Berg Andersen blev kommunens andenstørste stemmesluger med 1861 personlige stemmer, og dermed havde nok til at give nogle videre til sine partifæller.