Vi udfordrer politikerne: Kandidaten Jens er dansklærer – her skal han tage en 9. klasses læseprøve

I et nyt program udfordrer TV MIDTVEST kandidaterne til kommunalvalget. Blandt andet skal de prøve at undervise i en folkeskole.

11:04
I valgprogrammet KANdidaterne udsætter vi politikerne for et lille stykke virkelighed, politisk snak og en konkurrence. Nu ringer skoleklokken ind for politikerne, for det skal handle om folkeskolen.

Når Jens Dahlgaard (S) ikke sidder i kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune, så er han folkeskolelærer.

Derfor er han også hjemmevant, da han tager imod TV MIDTVESTs udfordring, hvor han sammen med to andre kandidater til kommunalvalget 16. november skal ud i virkeligheden i de danske folkeskoler af i programmet 'KANdidaterne - Der er kun én vinder'.

- Det var rigtigt spændende og også lidt en øjenåbner. Jeg fik meget ud af at komme ud på en anden skole og møde en masse børn og lærere, som jeg ikke arbejder med til hverdag. Vi var alle på bar bund, så det var fedt, forklarer han.

A
260705-ce18b994.jpeg
Jens Dahlgaard
Socialdemokratiet
Se profilside

Først går det rigtigt godt for folkeskolelæren. De tre kandidater skal undervise en 4. klasse, og eleverne vælger Jens Dahlgaard som den kandidat, de mener har gjort det bedst.

Men den næste opgave er væsentligt mere udfordrende. Her bliver han sat til at skulle tage en 9. klasses læseprøve. Og får karakteren 4.

- Jeg var egentligt ikke overrasket. Det var en meget stressende situation, så vi skulle have været meget rolige mennesker, hvis vi skulle have fået 10 eller 12. Men der kunne jeg virkelig mærke på min krop, hvor stressende det er at blive udsat for sådan en læseprøve, siger Jens Dahlgaard, der efterfølgende har talt med sine elever om, hvordan deres oplevelser med prøver er.

Jens Dahlgaard er folkeskolelærer. I programmet 'KANdidaterne' bliver han sat overfor en klasse fyldt med fremmede elever.
Jens Dahlgaard er folkeskolelærer. I programmet 'KANdidaterne' bliver han sat overfor en klasse fyldt med fremmede elever.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Program udfordrer kandidaterne

Jens Dahlgaard (S) fra Mors, Henrik Thygesen (V) fra Lemvig og Ane Liebing Grøngaard (Alt.) fra Thisted er kun de første tre i rækken af kandidater til kommunalvalget, der møder virkeligheden i TV MIDTVESTs nye program 'KANdidaterne'.

Hvert afsnit har sit eget tema efter et kommunalt område, som for eksempel skoler, handicapområdet og kultur, og inden for hvert område bliver tre kandidater prøvet af.

V
282193-2c876bd9.jpeg
Henrik Thygesen
Venstre
Se profilside

Bag programmet er de to journalister Louise Fischer og Karl Erik Lørup.

- Der er mange af de her politikere, der har givet tilkende overfor os, at de har fået en ordentlig øjenåbner. Flere har sagt, at man skulle prøve at indføre, at man nogle gange kommer ud og oplever virkeligheden, siger Karl Erik Lørup.

De har også oplevet, at de fleste kandidater ligesom Jens Dahlgaard har været glade for at lære mere om for eksempel grødeskæring og affaldssortering.

- De sidder normalt og lovgiver om de forskellige emner, men de har sjældent et egentligt indblik i, hvordan virkeligheden føles. Det får de lov til at prøve her, forklarer Louise Fischer.

Du kan allerede nu se første afsnit af KANdidaterne på TV MIDTVEST Play og her på siden.

Å
260616-91ff1ed8.jpeg
Ane Liebing Grøngaard
Alternativet
Se profilside