Kort nyt

3. dec 2024 kl. 20:40

Borgerforslag om at forbyde nikotinposer skal op i Folketinget

Et borgerforslag om at forbyde salg, køb og distribution af nikotinposer med snus, har fået over 50.000 støttere, meddeler Folketinget tirsdag på sin hjemmeside.

Det betyder, at forslaget vil blive debatteret i Folketinget som et beslutningsforslag.

Borgerforslaget blev offentliggjort 23. september, og her knap to en halv måned senere har det altså passeret grænsen til at komme på dagsordenen i Folketingssalen.

Borgerforslaget er blandt andet kommet i stand på baggrund af en rapport fra maj i år.

Rapporten, som DTU Sustain har udarbejdet for Miljøstyrelsen, anslår, at 5,3 millioner brugte nikotinposer hvert år ender i naturen.

2 minutter siden

Amdi vil i Højesteret

Mogens Amdi Petersen og de tre andre tiltalte fra Tvind-skolerne har søgt om at komme i Procesbevillingsnævnet for at tale deres sag.

De mener, at Højesteret skal afgøre, om der fortsat er grundlag for at holde liv i den gamle straffesag mod dem, oplyser advokat John Korsø Jensen, der er forsvarer for Amdi Petersen, til Ritzau.

17 minutter siden

Nu kommer Volkswagen med svar på alarm-problem

Volkswagen er klokken 12:15 onsdag kommet med en forklaring på, hvorfor et stort antal af deres elbilers alarmer er gået amok.

- Volkswagen har kunnet konstatere, at et antal ID.-modeller utilsigtet har aktiveret alarmerne i løbet af den forgangne nat. Volkswagen har modtaget en række kundehenvendelser angående dette. 

- Vi har nu fået overblik over omfanget og årsagen til dette. Det er et lokalt problem, der er begrænset til Danmark, og den utilsigtede aktivering af alarmerne skyldes en opdatering. Det er 585 ID.-modeller, der har været påvirket af denne opdatering, og der er allerede udrullet endnu en opdatering, der har løst problemet. Vi beklager naturligvis de gener, det har haft for både kunder og omgivelser, skriver de i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.

Flere politikredse har natten til onsdag fået anmeldelser om aktiverede bilalarmer på Volkswagen-elbiler.

Vagtchef ved Københavns Politi Martin Kajberg anslår, at politikredsen har fået et sted mellem 50-100 anmeldelser.

21 minutter siden

Stort cykelløb aflyses - rykker til Holstebro

Randers Bike Week 2025 aflyses, da løbsdatoerne går til Holstebro Cykle Club.

Det skriver TV 2 Østjylland på baggrund af oplysninger fra Randers Bike Weeks hjemmeside.

- Dette skyldes, at vi ikke har fået den vanlige termin, som Randers Bike Week har haft de sidste 10 år. Datoerne 31/7 til 3/8 er i stedet blevet tildelt Holstebro CK, skriver klubben.

33 minutter siden

Færre døde danskere

Færre danskere døde i 2023 end året forinden. Det viser Sundhedsdatastyrelsens årsrapport for Dødsårsagsregistret.

En af årsagerne er, at flere mennesker lever længere tid med kræft.

Ligeledes viser rapporten, at den såkaldte dødsrate, der viser sandsynligheden for at dø, faldt med 4,5 procent fra 2022 til 2023.

51 minutter siden

Vred mand ville ikke anholdes

En 36-årig mand fra Herning skabte natten til onsdag uro på en tankstation i Holstebro.

Han var opfarende og skabte en utryg stemning, og hans humør blev på ingen måde bedre, da politiet blev tilkaldt.

- Patruljen kunne ikke få ham til at falde til ro, og herefter modsatte han sig anholdelsen, fortæller politikommissær David Dyrmose.

Det endte med, at den 36-årige fik lov til at overnatte i detentionen. 

Han er nu sigtet for fornærmelig tiltale mod betjentene, for at modsætte sig anholdelsen - og for at være i besiddelse af 4,02 gram kokain.

Kl. 10.32

Lys skaber undren

Tirsdag aften gik en tv-mast i Videbæk pludselig amok.

Masten begyndte at lyse så kraftigt, at flere på Facebook skriver, at de har set lyset i for eksempel Hvide Sande, Ringkøbing, Arnborg, Holstebro og Borris. 

Kl. 10.29

Lokale elværker dropper handel med el

Kunder ved Vildbjerg Tekniske Værker (VTV) og Sunds Forsyning, der begge ligger i Herning Kommune, bliver fremover kunder ved Jysk Energi.

Det oplyser Jysk Energi i en pressemeddelelse.

De to forsyningsselskaber ophører ved udgangen af 2024 som elhandlere, hvorfor kunderne overgår til Jysk Energi, der har hovedkontor i Holstebro.

Kl. 09.58

Nu er kvinder flyttet fra Kærshovedgård

En række enlige kvinder er onsdag blevet flyttet fra Udrejsecenter Kærshovedgård til Udrejsecenter Avnstrup.

Det skriver Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, på X.

Her har han lagt et billede på fra en bus, som kvinderne flyttes i.

- Endelig er kvinderne på Kærshovedgård Udrejsecenter på vej til tryggere forhold i Avnstrup. Et regeringsløfte er opfyldt.

I marts meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet, at kvinderne skulle flyttes til Avnstrup efter beretninger om seksuel chikane.

Kl. 09.49

Landsdelen topper våbenliste

Midt- og Vestjyllands Politi er den politikreds, der i november har fået indleveret flest våben i forbindelse med frit lejde.

Det fremgår af en rapport, som Rigspolitiet onsdag har offentliggjort.

Politikredsen har samlet set modtaget 6968 våben/våbentilbehør.

Den kreds, der har fået næst-flest effekter, er Sydsjælland- og Lolland-Falster, der har modtaget 4284 effekter.

Samlet set har dansk politi modtaget 35.531 effekter i november.


Kl. 09.42

DMI: Usædvanligt solrigt efterår

Efteråret 2024 går over i historien som et særdeles solrigt et af slagsen.

På X melder DMI, at der er tale om den femte solrigste siden 1920.

Soltimerne er dog ikke jævnt fordelt. Eksempelvis har thyboerne fået i omegnen af 300 timers solskin, mens store dele af Sjælland er tættere på 400 timere solkskin.

Efteråret 2024 var desuden det ottende varmeste siden 1874.

Kl. 09.26

Leverandører melder om rekordmange pakker

Fire store pakkeleverandører melder om en stigning i antallet af pakker knyttet til black friday og ugen op til.

Det beretter TV 2 Øst, der har talt med Bring, GLS, DAO og Postnord.

Størst fremgang er der hos DAO, der omdeler pakker med landets avisbude.

Her kan administrerende direktør Hans Peter Nissen berette om "vanvittigt mange pakker".

- Det har været helt vildt. Mange steder er vi løbet tør for pakkebure. Det har vi ikke prøvet før. Men det er dejligt, der er meget at lave. Jeg vil vente med at hejse flaget helt, til at vi har endelige tal, men vi har i hvert fald håndteret mere end 40 procent flere pakker end sidste år, siger han til TV 2 Øst.

Mængden af pakker kan give udfordringer hos pakkeshopsene; en problematik, TV MIDTVEST har beskrevet.

Kl. 09.15

Økonomichef færdig i Vestas

Hans Martin Smith stopper som finansdirektør i Vestas.

Det oplyser den vestjyske vindmøllegigant i en meddelelse.

Hans Martin Smith har været en del af Vestas i mere end 20 år og været selskabets finansdirektør siden marts 2022.

Dermed har han været direktør i en periode, hvor firmaets indtjening har været udfordret.

Hans Martin Smith stopper ved udgangen af 2024, da han søger udfordringer et andet sted en hos Vestas.

Han betegner det selv som en "svær besltutning".

Arbejdet med at finde en afløser går nu i gang.

Rettelse: Det fremgik tidligere, at det var uvist, hvorfor Hans Martin Smith har sagt sit job op. Det er nu præciseret, at Hans Martin Smith søger nye udfordringer.

Kl. 09.01

Drengene stikker af fra pigerne i matematik i folkeskolen

Danske skoleelevers faglige niveau i matematik har ikke rykket sig bemærkelsesværdigt frem eller tilbage i løbet af de seneste fire år.

Men drengene er stukket af fra pigerne, der er sakket bagud.

Sådan lyder konklusionen i den såkaldte Timss-undersøgelse for 2023, der hvert fjerde år tester niveauet i matematik og naturfag blandt 4.-klasseelever i hele verden.

Rune Müller Kristensen, der er en af forfatterne bag rapporten og lektor ved DPU ved Aarhus Universitet, ser udviklingen som et udtryk for en kønsulighed i uddannelsessystemet.

- Der har konstant været en forskel mellem drenge og piger. Men den er blevet mere end dobbelt så stor, siger han og kalder drengenes forspring en "voldsom forøgelse".

Kl. 08.44

Midt- og Vestjyllands Politi gør status efter frit lejde

Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget knap 7000 våben og tilbehør i forbindelse med sidste månedes landsdækkende frit lejde.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

I alt er der indleveret 6968 våben/våbentilbehør til Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi har fået reduceret mængden af ulovlige våben i vores landsdel betydeligt, og det kan vi selvfølgelig kun være glade for, lyder det fra vicepolitiinspektør Bjørn Bo, der har været med til at koordinere aktionen i Midt- og Vestjylland, i pressemeddelelsen

Der har været fire frit lejde-aktioner de seneste 15 år: I 2009, 2013, 2017 og altså nu i 2024. 

Ved aktionen i 2017 blev der indleveret omkring 2600 effekter hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Kl. 08.42

Forskere opjusterer antallet af ulve i Midtjylland

0:10
Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet har offentliggjort disse optagelser af de fem ungehvalpe.
Foto: Naturhistorisk Museum i Aarhus & Aarhus Universitet)

Der er flere ulve i Nørlund-reviret, end forskerne har regnet med.

I første omgang tydede observationer og billeder fra vildtkameraer på, at ulveparret i området havde fået to hvalpe i år. I november blev det opgraderet til fire, og nu forlyder det så, at der er mindst fem hvalpe.

Det oplyser Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet, der står for den nationale overvågning af ulve i Danmark.

Nørlund-reviret dækker over det store midtjyske skovområde omkring Nørlund, Gludsted og Harrild Hede i Ikast-Brande Kommune.

Opgraderingen betyder, at man nu regner med, at der er i 2024 er født mindst 38 hvalpe i Danmark.

Ved udgangen af oktober regnede forskerne med, at der var mellem 22 og 42 voksne ulve herhjemme.

Kl. 08.38

Drop Temu, siger Forbrugerrådet

Lad være med at købe ting hos den kinesiske handelsplatform Temu.

Så klar lyder opfordringen nu fra Forbrugerrådet Tænk.

Det siger vicedirektør Esben Grønborg Geist til TV 2.

- Vi har ingenting imod, at ting er billige. Men vi har noget imod det, når vi ser, at produkterne er farlige, og at der kan være problemer med dem. Det skal vi beskytte hinanden og vores børn imod, uddyber han.

- Nu er det snart jul, og vi siger til forbrugerne, at man skal lade være med at købe ting på Temu, fortsætter han.

Tidligere har Forbrugerrådet Tænk særligt advaret imod at købe legetøj på platformen, idet der både er risiko for, at det indeholder sundhedsskadelige stoffer eller kan gå i stykker på en måde, der udgør en kvælningsrisiko for børn.

Men nu gælder advarslen alle produkter på platformen.

Kl. 08.17

Elbiler går amok

Flere politikredse har natten til onsdag fået anmeldelser om aktiverede bilalarmer på Volkswagen-elbiler.

Det skriver Ritzau.

Københavns Politi skriver på X, at fejlen skyldes, at der er en softwareopdatering, der er blevet rullet ud. 

Kl. 08.03

Signalproblemer aflyser tog

Problemer med signalerne har onsdag fået GoCollective til at aflyse to morgentor på strækningen Viborg-Rødekærsbro.

Det oplyser togselskabet på dets hjemmeside.

Der er tale om Tog 5425 mellem Rødkærsbro St. og Viborg St. med afgang kl. 09:21 samt Tog 5426 mellem Viborg St. og Rødkærsbro St., afgang kl. 09:39.

I sidste uge var store dele togtrafikken i Jylland indstillet som følge af omfattende problemer med signalerne.

Kl. 07.35

Byger kan være med slud

Torsdag eftermiddag kan byge med slud ramme landsdelen.

Det skriver DMI i sin vejrudsigt.

Slud-bygerne vil følge efter en periode med gråvejr og regnbyger.

Fredag kan slud ligeledes være på menuen.

Kl. 06.43

Diskvalifikation skal op til ny bedømmelse

Danmarks Cykle Union (DCU) skal genbehandle beslutningen om at diskvalificere cykelrytteren Johan Price-Pejtersen, der satte den hurtigste ved DM i enkeltstart i Herning i juni. 

Det fremgår af en kendelse fra Danmarks Idrætsforbunds appelinstans.

Price-Pejtersen blev diskvalificeret for at have kørt på en cykelsti.