Kort nyt

Kl. 14.49

Hårde tider vendt til succes

Efter et par hårde sæsoner, hvor TTH Holstebro endda var tæt på nedrykning fra mændenes liga, blæser der nu anderledes positive vinde over håndboldklubben.

TTH er aktuelt på femtepladsen i ligaen, og tilskuerne er igen begyndt at vælte ind i Gråkjær Arena, som er TTH Holstebros hjemmebane.

- Det er en fornøjelse at se og mærke den opbakning og interesse, der er for klubben i øjeblikket, storsmiler klubbens direktør, John Mikkelsen.

Kl. 16.30

Pas på: Vådt føre skyld i solouheld

Omkring klokken 17.30 lørdag kom en bil i problemer på motorvejen fra Holstebro mod Herning - mellem afkørslerne mod Tvis og Aulum.

Vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at uheldet sandsynligvis skyldes, at der er masser af vand på vejbanen på grund af regnvejret.

En bil med to personer kom ud af kurs og kørte ind i autoværnet.

Ingen kom til skade, men der ligger vragrester på vejbanerne - også i modgående retning. Motorvejen var kortvarigt spærret i retning mod Herning, men nu er ét spor åbent, så det er igen muligt at køre forbi uheldsstedet, fortæller politiet, som opfordrer til, at man kører forsigtigt.

Opdatering

  • Opdateret med flere oplysninger.

Kl. 16.01

Fjerduo klar til finalen

Den danske herredouble med Kim Astrup - der er fra Videbæk - og Anders Skaarup blev domineret indledningsvist, men er alligevel klar til finalen i Denmark Open.

Lørdag eftermiddag vandt danskerne sin semifinale i tre sæt med cifrene 22-20, 18-21, 21-11 over Fajar Alfian og Muhammad Ardianto fra Indonesien.

Kl. 15.41

Var foran med syv mål mod mestrene - men tabte med tre

Arenaen var fyldt til bristepunktet, og fire minutter inde i anden halvleg var hjemmeholdet foran med hele syv mål mod de forsvarende danske mestre.

Men i anden halvleg gik det helt galt for hjemmeholdet TTH Holstebro, der endte med at tabe kampen i mændenes håndboldliga med tre mål - 33-36 - til Aalborg Håndbold.

Kl. 15.10

Drama endte med deling

Efter en dramatisk afslutning, hvor begge hold brændte store chancer, endte det lørdag uafgjort 29-29 mellem Mors-Thy og Ribe-Esbjerg i mændenes håndboldliga.

Hjemme i Thyhallen havde Mors-Thy chancen for at snuppe sejren til allersidst, men det lykkedes altså ikke. Men ét point blev det dog til i en kamp, hvor Mors-Thy undervejs var bagud med seks mål.

Mors-Thy er nu på en delt tredjeplads i ligaen.

Kl. 14.54

Håndboldklub på rov hos konkurrenter

arnoldsen
Foto: TTH Holstebro

Håndboldklubben TTH Holstebro har været på rov hos en af konkurrenterne i mændenes liga. TTH har skrevet kontrakt med stregspilleren Frederik Arnoldsen, der til sommer skifter fra Skanderborg AGF Håndbold.

22-årige Frederik Arnoldsen har skrevet under på en treårig kontrakt med TTH Holstebro.

Kl. 13.52

Chok på motorvej: Dyr løb ud foran bil

En kvindelig bilist fik sig et chok, da der pludselig løb et dyr ud foran hende på motorvejen mellem Silkeborg og Herning.

Uheldet skete lørdag kort før klokken 15.30 mellem afkørslerne mod Bording og Ikast Ø.

- Da dyret løb ud foran kvindens bil mistede hun herredømmet over bilen, fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han fortæller, at kvinden tilsyneladende er sluppet uskadt.

- Men hun er selvfølgelig chokeret, lyder det fra vagtchefen.

Kl. 13.34

Topholdet bankede bundholdet

Opdatering

  • Flere resultater tilføjet.

Lørdagens håndboldkamp i Ikast endte ikke overraskende med en solid sejr til hjemmeholdet.

Ikast Håndbold bankede gæsterne fra Ringkøbing med hele 34-24 i kvindernes liga.

Der var tale om top mod bund - Ikast deler førstepladsen i ligaen med Odense og har endnu ikke sat point til i sæsonen efter seks kampe. Ringkøbing har omvendt stadig det første point til gode og er på sidstepladsen.

Bjerringbro FH, der også har nul point, tabte lørdag med 31-36 til København Håndbold.

Senere lørdag vandt Viborg HK hjemme med 27-25 over Aarhus Håndbold. Viborg er på en delt tredjeplads.

Kl. 13.05

Amira Smajic indstillet til stor pris

Amira Smajic, der var TV 2's muldvarp i dokumentaren "Den sorte svane", er blevet indstillet til Danmarks mest prestigefyldte journalistpris, Cavlingprisen, af filmproducenten Meta Louise Foldager.

Det skriver Berlingske.

- Amira Smajic har udvist et større mod, end jeg nogensinde har set et medlem af den danske journaliststand gøre. Uden hende havde TV 2 intet, siger filmproducenten til mediet.

Kl. 12.26

Kommune fraråder badning ved strand

Morsø Kommune fraråder badning ved Sundby Strand. Det skriver kommunen i et opslag på Facebook. 

I opslaget lyder det, at en borger har angiveligt skulle have set noget mistænkeligt skum i området. 

- Vi vurderer umiddelbart, at det er bundfald fra en regnvandsledning. For en sikkerheds skyld fraråder vi dog badning ved Sundby Strand, indtil vi kan få taget prøver, skriver Morsø Kommune.  

Kommunen skriver, at det først at muligt at få taget prøver mandag, og at de vender tilbage med nyt i sagen snarest muligt. 

Kl. 11.49

Plask: Mand faldt i havnen

Lørdag middag faldt en mand i havnen i Thisted. Det fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politi og beredskab blev derfor tilkaldt for at hjælpe manden, men da politiet ankom, var manden allerede oppe og i god behold igen. 

 Politiet skal ikke foretage sig yderligere i sagen, fortæller vagtchefen. 

- Manden fortæller, at han ikke blev skubbet, og dermed er det ikke en sag for os. Han er oppe i god behold igen, siger vagtchefen.

Kl. 11.40

Grundlægger af Tvind-skoler vil have stoppe straffesag

Den eftersøgte grundlægger af Tvind-skolerne gør et nyt forsøg på at få sat en stopper for en straffesag, som i mange år har ligget bomstille.

Den læreruddannede Mogens Amdi Petersen fyldte 85 år i januar og har i lang tid opholdt sig i Mexico.

Han er eftersøgt af Interpol, fordi han er tiltalt i en sag om skattesvig og underslæb for adskillige millioner kroner.

Kl. 10.35

Nøgle går ”på pension”

Fra 30. november bliver den kendte, runde Ruko-nøgle og dertilhørende cylinder ikke længere produceret, skriver TV 2.

En låsesmed anbefaler derfor, at man får skiftet nøglen ud, fordi den er af ældre dato.

Kl. 10.20

Vildt Vingegaard-rygte florerer igen

Både et belgiske og et italiensk medier peger på, at Jonas Vingegaard overvejer at stille til start i Giro d'Italia i 2025. Selv har Vingegaards hold dog været ude at afvise

Jonas Vingegaards tidligere sportsdirektør tror dog ikke, at det er urealistisk, at rygterne taler sandt.  

Kl. 09.27

Handicapråd suspenderer sig selv igen

Handicaprådet i Thisted Kommune har lørdag morgen besluttet at suspendere sig selv igen, det skriver rådet på Facebook.

Rådet skal fungere som et talerør for borgere med et handicap, men handicaprådet føler sig ikke hørt af politikerne.

Tilbage i foråret suspenderede rådet også sig selv.

Kl. 06.47

Lejet sommerhus gav uventede gæster

Astrid Rasmussen havde lejet et sommerhus ved Vestervig med sin søster og mor.

Det viste sig dog, at der var flere døde mus i sommerhuset.

Kl. 06.06

Mere vej og færre trafikuheld i kommune

Der er sket færre færdselsuheld med personskader de seneste år i Silkeborg Kommune.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at der i 2007 var 130 uheld med personskader, mens der i 2023 var 35. Det skriver Midtjyllands Avis.

Ifølge mediet er det i en periode, hvor kommunen har anlagt knap 150 mere offentlig vej, og hvor indbyggertallet er vokset.

Kl. 05.21

En diset morgen med lidt byger

Lørdag i efterårsferien byder på ret diset vejr, og her i landsdelen vil der komme en del skyer og efterhånden vil der komme lidt regn, skriver DMI på sin hjemmeside.

Ifølge DMI vil der være svag vind og temperaturen vil ligge mellem 12 og 16 grader.

Kl. 05.13

Bager får sin første gazellepris

Ejvinds Bageri, der blandt andet holder til i Hvide Sande, har modtaget sin første gazellepris, fordi firmaet har fordoblet væksten på de sidste fire år.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Kl. 04.45

Minister: Nye tal dræber myte om tog og bussers klimavenlighed

Nye tal fra Transportministeriet viser, at det langtfra altid er bedst for klimaet at vælge bus eller tog, skriver Jyllands-Posten.

Ministeriet har regnet på, hvor meget CO2 man udleder ved at benytte forskellige transportmidler.

Ifølge tallene er den dieseldrevne bus uden for byerne den dårligste klimaløsning - mens eltog, elbil og elbus er bedst.

/ritzau/

18. okt 2024 kl. 22:36

Herning Blue Fox nedlagt på hjemmebane

Fredag aften spillede Herning Blue Fox på hjemmebane mod Aalborg Pirates i Metalligaen. 

Kampen startede godt for Herning-holdet, der kom foran med både 1-0 og 2-1. Men derfra vendte det, og sidste ende kunne Aalborg Pirates tage nordpå med en sejr på 5-4 i bagagen. 

Efter kampen ligger Herning Blue Fox på tredjepladsen i ligaen, mens Aalborg Pirates indtager førstepladsen.