Kort nyt
Nedlukning burde være sket før, lyder kritik
Et fund af asbest lukkede før jul Museum Silkeborgs udstillingsbygninger, men nedlukningen burde have fundet sted før.
Det mener Jan Hyldgaard Christensen, der uddannet tømrer og bygningskonstruktør og som har undervist i asbest og sikkerhed på AMU- og EUD-uddannelser i mere end 30 år.
- Det har ikke været sundt at gå rundt i den kælder. Medarbejderne har været udsat for asbest, og det burde de ikke have været i den grad, siger Jan Hyldgaard Christensen til TV 2 Østjylland.
Det er Silkeborg Kommune, der ejer bygningen. Kommunen peger på, at asbesten først blev opdaget sent grundet kontrakten med museet.
Forsvundet i en uge: Politiet holder alle muligheder åbne
Det er nu en uge siden, 18-årige Marcus forsvandt, da han forlod Regionshospitalet i Gødstrup.
Han er stadig ikke dukket op, men politiet har ikke opgivet håbet.
- Vi holder alle muligheder åbne og vil ikke fraskrive os nogen muligheder for at finde ham, siger Finn Ellesgaard Nielsen, som er vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi.
Sagen er overgået til Sydøstjyllands Politi, fordi Marcus er hjemmehørende i den politikreds, omkring Horsens-egnen, og det er også her, han har familie.
Flere borgere har henvendt sig med tip, men intet har ind til videre ledt politiet i den rigtige retning.
Sydøstjyllands Politi vil fortsat gerne høre fra borgere, som har kendskab til Marcus, har talt med ham eller ved, hvor han kunne befinde sig.
Missing People har afsøgt områder omkring Herning og Horsens i weekenden.
Lauge misser VM-kamp
Landsholdsspiller og BSH-playmaker Rasmus Lauge misser Danmarks næste kamp ved herrehåndbold-VM i Herning.
Midtjyden kom til skade i tirsdagen opgør mod Algeriet, hvor han pådrog sig en skade omkring maven efter en aktion i forsvaret.
- Det er en lille muskelskade i maveregionen, der gør, at han i hvert fald ikke kommer i aktion i morgen.
- Det er nok også yderst tvivlsomt, at Rasmus kan spille mere i gruppespillet, men lad os nu se. Der har været en rigtig fin forbedring bare fra i går aftes til middag i dag, så lad os håbe, at fremgangen fortsætter, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
DMI varsler risiko for tæt tåge i hele landet
Fra onsdag eftermiddag til torsdag morgen er der risiko for tæt tåge i hele landet.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i et varsel.
- Der er risiko for tæt tåge med sigtbarhed under 100m, lyder det en kort besked.
Pas på uheld på motorvej
Vær forsigtig, hvis du onsdag eftermiddag kører på Holstebromotorvejen Rute 18 mod Herning.
Der er kort før klokken 15 sket et uheld ved tilkørsel 18 Sinding.
Højre spor er spærret, men uheldet kan passeres med forsigtighed, lyder det fra Vejdirektoratet.
Stære på besøg i kostald
Det vækker ikke ligefrem begejstring hos landmand Anders Nørgaard, at stære efter nytår er begyndt at slå sig ned i kostalden.
Siemens i Danmark tredobler indtjening trods faldende omsætning
Den danske del af teknologivirksomheden Siemens har tredoblet sit årsresultat, på trods af at omsætningen er faldet.
Det viser selskabets regnskab for det skæve regnskabsår 2023/24.
Her fremgår det, at Siemens A/S har tjent 198 millioner kroner efter skat i løbet af regnskabsåret. Det er en stigning på over 200 procent sammenlignet med det forgående regnskabsår.
Det er mere, end ledelsen havde forventet, og væksten kan da også primært tilskrives salget af selskabet Innomotics, som producerer elmotorer.
Siemens har blandt andet en vindafdeling i Brande, hvor det tidligere Bonus Energy holdt til.
Mand fik trusler: - Hvis du går til politiet, kommer vi efter dig
En gruppe på tre mand frarøvede tirsdag en 37-årig hans cykel, nøgler, fjernsyn, mobil og pung, men han fik at vide, at han ikke måtte fortælle det til politiet.
- Den ene truede med, at hvis han gik til politiet, så ville de komme efter ham, siger politikommissær Peter Søndergård fra lokalpolitiet i Viborg.
Politiet har fået fat i en af gerningsmændene, som er en 35-årig mand fra Viborg. Politiet eftersøger nu de to andre gerningsmænd.
Sagen omhandler en privat relation, og der er ingen grund til bekymring for andre borgere i området, fortæller Peter Søndergård.
Det skete på Rughavevej i Viborg tirsdag omkring klokken 13.
Lise Bech stopper efter næste valg
Medlem af Folketinget Lise Bech (DD), der er valgt i Thisted-kredsen, stopper efter næste valg.
Det oplyser hun i et opslag på Facebook.
- Når valgfløjten lyder, vil jeg til at være der mere for min familie, som betyder uendelig meget for mig, skriver Lise Bech.
Lise Bech har været medlem af Folketinget siden 2015. Hun blev første gang valgt for Dansk Folkeparti, men brød i 2022 mød partiet for at skifte til Danmarksdemokraterne.
Nye regler fjerner tilskud til kørsel til hospitalet
Fra i dag er det ikke længere muligt for patienter i Region Midtjylland at få tilskud til transport, hvis de kører i egen bil.
Det er en stor udfordring for blandt andre Elia Kehlet fra Hvide Sande.
Pas på! Paraply på motorvej
Pas på, hvis du kører ad rute 18 Holstebromotorvejen fra Herning mod Holstebro mellem afkørsel 21 Holstebro Ø og afkørsel 22 Holstebro NØ.
Der ligger en paraply på kørebanen, oplyser Vejdirektoratet.
Ny kræftplan får fokus på ens tilbud til kræftpatienter med senfølger
Efter årtiers indsats for højere overlevelse blandt kræftpatienter er turen nu kommet til dem, der plages af senfølger.
Det er fokus i et fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen til en kommende kræftplan.
Styrelsen har onsdag afleveret de i alt 11 anbefalinger til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Den nye kræftplan, Kræftplan 5, ventes at blive præsenteret i efteråret.
Løhde kalder på et pressemøde onsdag den kommende kræftplan for "den hidtil største".
- Med Sundhedsstyrelsens faglige oplæg står vi på skuldrene af 20 års markante fremskridt på kræftområdet. I dag er vi et helt andet sted, end da vi begyndte. I dag er kræft ikke en dødsdom, men en sygdom, man kan bekæmpe.
- Men vi er ikke i mål, på trods af at vi gør det rigtig, rigtig godt, siger hun.
Ransagning flere steder i forbindelse med stor aktion
I forbindelse med en aktion mod momssvig og skatteunddragelse har politiet slået til mod flere adresser i Midt- og Vestjylland.
Det oplyser Nordjyllands Politi, der har koordineret indsatsen, der har fundet sted onsdag, i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet er en "større nordjysk virksomhed" under mistanke for at snyde staten.
I alt har politiet slået til mod ti adresse. Det fremgår ikke, hvor mange adresser der ligger her i landsdelen, men fem adresser i Nordjylland har fået besøg.
I forbindelse med ransagningsaktionen blev en 54-årig mand kortvarigt anholdt, sigtet og afhørt til sagen, men den pågældende er nu blevet løsladt igen.
Top seks bliver et hundeslagsmål
Silkeborg IF ligger før forårets start på en sjetteplads i Superligaen, og cheftræner Kent Nielsen tror på, at den midtjyske fodboldklub kan erobre en plads i det fine selskab.
- Men kampen om top seks bliver et hundeslagsmål. I Superligaen kan vi smide point til alle, men vi kan også få point mod alle. Vores styrke er, at vi har vist, at vi er svære at slå, siger Kent Nielsen.
Landets tredjebedste bøfsandwich findes i Herning
Scandic Regina i Herning står bag landets tredjebedste bøfsandwich.
Det har entusiasterne i De Brune Riddere besluttet, oplyser foreningen på Facebook.
Landets bedste fås hos Restaurant Kohalen i Aarhus, mens den næstbedste findes ved Vestre Baadelaug i Aalborg.
Scandic Regina deler tredjepladsen med sidste års vinder, Café Ella i Horsens.
Panorama Mad & Vin i Silkeborg, der to gange har vundet for bøfsandwich, står bag "Danmarks mest kælne brune sovs", mens Scandic Regina har de "syndigste syltevarer".
FCM sender tjekkisk angriber på leje i Sparta Prag
Efter et halvt år tjekker Jan Kuchta ud af FC Midtjylland.
Midtjyderne sender den tjekkiske angriber til Sparta Prag på en lejeaftale for resten af sæsonen.
Det skriver midtjyderne på fodboldklubbens hjemmeside.
Den 28-årige angriber blev købt i netop Sparta Prag i sommer, men efter en enkelt halvsæson vender Kuchta tilbage til den tjekkiske hovedstad.
Angriberens potentiale er ikke blevet forløst i superligaklubben, lyder det.
100.000 billetter solgt til ishockey-VM i Herning
Flere end 100.000 billetter er nu solgt til Ishockey-VM, der spilles i Herning til maj.
Det oplyser det internationale hockeyforbund IIHF i en pressemeddelelse.
Folkene bag begivenheden regner med, at man kan sælge 150.000 billetter i alt.
- Vi oplever stadig stor interesse hver dag – også her i januar, hvor folk måske for alvor har fået øje på, at der altså nu kun er fire måneder til VM, siger Ulrik Larsen, direktør for Ishockey VM 2025 i Herning, i pressemeddelelsen.
Mand idømt fængsel efter videresalg af amfetamin
En 52-årig mand er onsdag blevet idømt en straksdom på to års ubetinget fængsel for besiddelse af 650 gram amfetamin samt videresalg af 200 gram amfetamin.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på X.
Det skete efter en ransagning på en adresse i Ikast tirsdag, fortæller Henning Præstegård fra lokalpolitiet i Herning.
Manden ved navn Hayretten Özkaya modtog dommen ved Retten i Herning og er fængslet efter dom.
Cheftræner jagter top seks
- Vi skal ud og angribe i foråret, og så må vi se, hvor langt det kan bære os. Lige nu vil jeg godt erkende, at vi ligger lidt i ingenmandsland, men det er ikke umuligt, siger Viborg FF's cheftræner, Jakob Poulsen.
Før forårets sidste fem kampe i Superligaens grundspil har Viborg fem points op til en top seks placering.
- Det sjove er, at man har altid håb i den her verden. Vi tror på det, og vi starter på Brøndby Stadion, og når vi har fået tre points der, så er vi tættere på, understreger Jakob Poulsen.
Politiet kommer med opfordring efter husbrand
Et parcelhus i Højslev udenfor Skive brændte søndag eftermiddag ned, og brandårsagen er nu fundet.
Det oplyser Niels Bach, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Skive.
Branden startede i køkkenet, hvor et batteri til et Segboard - et selvbalancerende løbehjul - lå til opladning. Branden fortsatte herefter i stuen, hvor det derefter tog fart.
- Det (Segboardet, red.) har været til ladning, og så er det gået galt, siger Niels Bach.
Lokalpolitiet i Skive har haft en del sager, hvor det er gået galt med at have et batteri fra enten et løbehjul, en cykel eller barnevogn til opladning inde i huset.
Derfor kommer politiet nu med en opfordring til andre, der blandt andet ejer en elcykel, som lader, når de ikke er ved den.
- Der er sket mange af de her sager, og man bør man ikke have batterier til opladning i huset. Det er for usikkert, siger Niels Bach.
Hvis man i stedet har en garage eller et udhus, kan man mere sikkert oplade sine elektriske apparater der, fortæller Niels Bach.
Ros til ministeren - kritik af regeringen
Som TV MIDTVEST allerede tirsdag kunne erfare, blev en ny beredskabsaftale onsdag formiddag præsenteret.
Ved det traditionelle doorstep sagde ordførerne fra de involverede partier ord - og her var der ros til ministeren, men også kritik af regeringen.
- Jeg gerne rose Torsten Schack personligt for at drible denne bold i mål på nogenlunde rimelig vis - og på baggrund af et meget, meget håbløst oplæg fra regeringsledelsen, sagde Carsten Bach, der er Liberal Alliances bredskabsordfører og valgt til Folketinget i Vestjyllands Storkreds.