Kort nyt

Kl. 11.39

Træn med Kis og Anders fra Fotovognen

Verdens måske mest erfarne fitnessinstruktør 88-årige Kis Østergaard og TV MIDTVESTs vært Anders Toft Bro afholder i anledning af Danmarks Motionsuge en online-træning, hvor alle kan være med.

41 minutter siden

Ambulancetur med udfordringer

Det blev en lang tur, da Skive Rotary Klub sendte tre ambulancer til Ukraine. 

Ambulancerne måtte forbi et værksted flere gange, og der var rod med papirerne.

Kl. 14.22

Mand anholdt for voldtægt og voldtægtsforsøg

En 40-årig mand er tirsdag blevet anholdt, sigtet for både voldtægt og voldtægtsforsøg i Hvidbjerg på Thyholm. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden er sigtet for et voldtægtsforsøg, som angiveligt fandt sted i maj. Ydermere er han sigtet for voldtægt af en 18-årig pige natten til lørdag 24. august. Begge dele fandt sted i Hvidbjerg.

Han vil onsdag blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.

Kl. 14.06

Gæster i nationalpark har betalt for fem hektar land

Nationalpark Thy har netop købt et areal på 5,4 hektar øst for Stenbjerg. 

Det oplyser nationalparken i en pressemeddelelse. 

Området, som er klithede, skal nu omdannes til vild natur. 

Pengene til købet kommer fra nationalparkens gæster. Siden nationalparkcenteret i Nr. Vorupør åbnede, har det været muligt for gæster at lave frivillige bidrag til naturprojekter. 

Man har indtil nu fået over 750.000 kroner doneret, og det altså en del af disse midler, man har brugt på at erhverve området. 

Kl. 14.00

Brandvæsenet måtte slukke bål

Nordjyllands Brandvæsen rykkede tirsdag eftermiddag ud til Vilsbøl Plantage nordvest for Thisted. Der var indløbet melding om røgudvikling fra et bål, som ellers var blevet slukket efter at have været i brug dagen forinden.

Bålet var på sydvestsiden af Nors Sø. Brandvæsenet fik dog ikke ret meget sved på panden men kunne nøjes med at smide noget vand på, indtil resterne af bålet var helt slukket.

Kl. 13.49

Virksomhed reagerer på tyveri af dyr maskine

Et nøje planlagt indbrud har skabt frustration i virksomheden Reesink Construction i Ulfborg. 

Kl. 12.58

Forening udsat for hærværk i flere omgange

I flere omgange har foreningen Virklund Outdoor oplevet, at deres faciliteter og udstyr er blevet udsat for hærværk. 

Kl. 11.14

Politiaktioner i landsdelen

Politiet har tirsdag været i aktion flere steder i det midt- og vestjyske. TV MIDTVEST har fået henvendelser om politiaktioner både i nærheden af Thisted og i nærheden af Lemvig.

Det er Efterforskning Vest hos National Enhed For Særlig Kriminalitet (NSK), der står for den slags politiaktioner.

Herfra siger ledende politiinspektør Michael Kjeldgaard, at man ingen kommentarer har på nuværende tidspunkt.

Kl. 11.05

Gasledning gravet over ved dagpleje

En dagplejer med børn i pasning samt flere andre beboere på Vestervang i Skive fik her til middag besøg af brandvæsenet, fordi der var gået hul på en gasledning.

- Når gas slipper ud, skal man altid overveje, om folk skal evakueres. Her var der en dagplejer, og da det tager noget tid at få børnene ud, valgte vi at gå ind og måle i ejendommen i stedet. Det er også mere trygt for børnene, siger Jan Christensen, indsatsleder hos Nordvestjyllands Brandvæsen.

Gasudslippet blev hurtigt lukket ned, og der blev hurtigt luftet ud i de omkringliggende ejendomme, og derfor blev det ikke nødvendigt at evakuere beboerne ifølge indsatslederen.

Der har været en del gravearbejde på vejen gennem længere tid, og det var i den forbindelse, at der gik hul på en gasledning.

- Det var heldigvis ikke så alvorligt som først antaget, siger Viggo Rækby, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Nu skal utætheden på gasledningen udbedres. Derfor kan beboere i nærheden godt mangle gas i et stykke tid.

Kl. 09.26

Voldsom oplevelse at afløse Pape

Da den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, døde pludseligt 2. marts, fik Dina Raabjerg pladsen i Folketinget. Det var en vild og voldsom oplevelse, ikke mindst følelsesmæssigt, fortæller politikeren fra Ikast til TV MIDTVEST på Christiansborg.

- Jeg var overrasket over min egen reaktion, da jeg fik det at vide. Jeg satte mig ned på gulvet og græd, siger hun.

Kl. 09.24

Eksplosion i elskab: Flere husstande uden strøm

Elskab kortslutning
Foto: Esben Kock Jensen

Flere husstande i Rødkærsbro er tirsdag uden strøm.

Strømafbrydelsen skyldes en kortslutning i et elskab på fortovet på Bjerrevej, oplyser Lars Erik Leth, indsatsleder hos Midtjysk Brand og Redning.

- Der har lydt et højt brag fra noget, der godt kunne minde om en mindre eksplosion. Men det er formentlig bare en sikring, der har skudt lågen ud af skabet, fortæller han.

Der var en smule flammer i elskabet, som dog var gået ud, da brandvæsenet ankom.

Energiforsyningsselskabet er nu på vej for at reparere skaden og klarlægge årsagen, så beboerne igen kan få strøm. 

Det er uvist, hvor mange husstand, der er uden strøm.

Kl. 08.42

Vildt kup: Flygtede med specielt køretøj til 800.000 kroner over skinnerne

Et planlagt og organiseret tyveri har ifølge lokalpolitiet i Holstebro fundet sted på Holmegade i Ulfborg.

En teleskoplæsser til en værdi af 800.000 kroner er blevet stjålet, og tyvene har formentlig selv haft en nøgle med til den.

De valgte dog ikke den meste oplagte og synlige flugtvej. For bag virksomheden ligger jernbanen, og her er teleskoplæsseren blevet fragtet over.

- Teorien er, at de er kørt over jernbanen med den, og de har haft noget holdende et sted, som kan fragte den videre, siger politikommissær Torben Ladefoged.

Tyveriet fandt sted i weekenden og blev anmeldt til politiet mandag formiddag. Virksomheden har oplyst til politiet, at GPS-kablerne på læsseren blev klippet nogle dage tidligere.

- Det virker meget planlagt og organiseret, siger politikommissæren.

Teleskoplæsseren er gul og af mærket JCB.

Der er angiveligt overvågning fra stedet, som politiet nu er i gang med at undersøge nærmere.

Kl. 08.16

Flugtbilen sad fast: Så vendte tyve tilbage til gerningsstedet

Et tyveri af kobber fra kabler fra Skrotspecialisten Holstebro gik ikke helt som forventet for gerningsmændene.

For da de ville køre væk derfra, sad deres Passat fast. Det oplyser Torben Ladefoged, politikommissær hos lokalpolitiet i Holstebro, som har beslaglagt gerningskøretøjet.

- Passaten sidder simpelthen fast i det bløde terræn, så de kan ikke få den med og må efterlade den, siger politikommissæren.

Køretøjet skal nu undersøges nærmere – også for om tyvekosterne skulle ligge i bilen.

Det var dog ikke det sidste, man så til de formodede gerningsmænd omkring virksomheden, som ligger på Energivej i Holstebro.

- En ringede mandag og fortalte, at nogen kørte mistænkeligt rundt. Tre mænd og en kvinde hang ud af vinduerne og kiggede formentlig efter deres Passat.

Det nye køretøj er en sort Ford S-Max med registreringsnummer BG21634. Politiet vil meget gerne have henvendelser fra folk, som har set bilen eller de formodede gerningsmænd. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Kl. 07.32

Ufrivilligt barnløse får nu tre ekstra forsøg

Det bliver fra tirsdag muligt for enlige og par, der har svært ved at blive gravide, at få seks gratis forsøg med reagensglasbehandling til det første barn på alle offentlige fertilitetsklinikker.

Tidligere har der været en begrænsning på tre forsøg pr. par. Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Aftalen er en del af flere tiltag på fertilitetsområdet, som er indgået mellem Danske Regioner og regeringen. 

Den skal hjælpe de mange danskere, der rammes af ufrivillig barnløshed. Faktisk er det op mod hvert fjerde par, som ønsker at blive forældre, der har svært ved at blive gravide.

Omkring hvert ottende barn i Danmark kommer i dag til verden som et resultat af fertilitetsbehandling, og antallet af behandlingsforløb er stigende.

Kl. 07.26

Kvinde omkom i brand – her er årsagen

En 62-årig kvinde omkom mandag eftermiddag i en brand i en lejlighed i Holstebro, hvor flere beboere i opgangen blev evakueret.

Røgdykkere fandt kvinden i en meget røgfyldt lejlighed, og hendes liv stod ikke til at redde.

Foreløbige undersøgelser har ifølge lokalpolitiet i Holstebro vist, at branden startede omkring kvindens seng.

- Det tyder på, at årsagen er rygning i sengen eller måske en kortslutning i motoren på elevationssengen, siger politikommissær Torben Ladefoged.

Dansk Brandteknisk Institut er tilkaldt for at klarlægge den endelige årsag, som godt kan tage noget tid.

Lejligheden er forsat afspærret, og den omkomne kvinde bliver nu obduceret for endeligt at konkludere, om det er hende, som bor i lejligheden.

Politi og brandvæsen fik anmeldelsen af branden i Ringparken klokken 13.59 mandag.

Kl. 07.05

Ejere til 17,5 millioner kroner efterlyses

Skattestyrelsen er på jagt efter ejerne af i alt 17,5 millioner kroner, som står i danske banker.

Pengene fordeler sig på 7720 konti og 188 depoter. Fælles for dem er, at borgerne, der har oprettet dem, ikke har givet de nødvendige identifikationsoplysninger.

Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Ofte er der tale om en glemt konto eller en bankkunde, der er flyttet og ikke har fået givet sin bank besked, som man skal. Altså en simpel fejl, siger underdirektør i Skattestyrelsen Michael Medom Hansen i pressemeddelelsen.

De manglende oplysninger betyder ifølge styrelsen, at bankerne ikke kan komme i kontakt med de berørte borgere.

Derfor efterlyser Skattestyrelsen ejerne i Statstidende.

Kl. 06.41

Togkørsel genoptaget efter dæmningsskred

Der kører igen tog mellem Vejle og Give - og altså også videre til Struer. Det oplyser Banedanmark til P4 Trafik.

I weekenden skete et dæmningsskred nær Jelling som følge af fredagens heftige nedbør. Derfor blev al togkørsel sat på pause på strækningen mellem Vejle og Give, indtil Banedanmark fik repareret skredet.

Ifølge DSB skete reparationen mandag, hvorfor togene kan køre problemfrit fra morgenstunden.

Det første tog, der kører igennem strækningen, går fra Fredericia klokken 8.46.

Kl. 06.20

Kolonihaver må sikre sig selv mod oversvømmelser

For at beskytte Holstebro by og borgerne mod oversvømmelser fra Storå er politikerne nu klar til næste skridt. Men det får konsekvenser for kolonihaverne, som selv må stå for beskyttelse.

Kl. 05.35

Søe inviteret til særlig frokost

Tidligere medlem af Folketingets Præsidium Jeppe Søe er blevet inviteret med til den præsidiefrokost, der finder sted i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag.

Det oplyser Folketingets formand Søren Gade (V) til TV MIDTVEST.

Kl. 05.01

Regeringen vil erstatte hf med ny uddannelse

Regeringen vil afsætte to milliarder kroner årligt til en ny erhvervs- og professionsrettet uddannelse, som skal erstatte hf og kaldes epx.

Den nye gymnasieuddannelse skal tage tre år og have et lavere karakterkrav end de andre gymnasieuddannelser, hvilket regeringen præsenterer i sin helhed i oktober i et udspil.

- Jeg har sagt i Undervisningsministeriet, at jeg giver is, hvis der er nogen, der kan finde en reform, hvor man har investeret så massivt økonomisk i uddannelse, siger uddannelsesminister Mattias Tesfaye (S).

Unge skal kunne tage uddannelsen fra 2030, og det skal placeres på eksisterende skoler for at samle eleverne.

Kl. 04.49

Ældre kan få ekstra stærk vaccine

Fra i dag kan borgere fra 65 år og opefter blive gratis vaccineret mod influenza og covid-19.

Hvert år dør cirka 1000 mennesker i Danmark som følge af, at de er blevet smittet med influenza.

Mange flere må indlægges, typisk fordi sygdommen udvikler sig, eller en lungebetændelse støder til.

I særlig risiko er de ældste. Derfor tilbydes alle fra 70 år i år en vaccine med et stof, som forstærker kroppens immunsystem.

Det er uvist, hvor mange dødsfald og indlæggelser den forstærkede vaccine kan forebygge.

- Vi ved, at vaccinen har en lidt bedre effekt. Men det er svært at komme med absolutte tal, da vi ikke ved, om vi rammes af en mild eller hård influenza den kommende vinter, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Kirstine Moll Harboe.