Skabte utryghed: Nu er mand anholdt for både voldtægt og forsøg på voldtægt
En 40-årig mand er tirsdag blevet anholdt, sigtet for både voldtægt og voldtægtsforsøg i Hvidbjerg på Thyholm. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden er sigtet for et voldtægtsforsøg, som angiveligt fandt sted i maj. Ydermere er han sigtet for voldtægt af en 18-årig pige natten til lørdag 24. august. Begge dele fandt sted i Hvidbjerg.
Politiet fortæller, at voldtægtsforsøget tilbage i maj har skabt utryghed i lokalsamfundet.
- Vi har haft efterforskere til at arbejde med de konkrete sager, samtidig med at politikredsens vagtcentral og patruljer den seneste tid har holdt et ekstra vågent øje med området, udtaler politikommissær Theis Thylstrup i pressemeddelelsen.
Fremstilles i grundlovsforhør
Han er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet.
- Vi håber, at anholdelsen kan være med til at skabe tryghed for beboerne, fortsætter han.
Den 40-årige mand er selv bosat på Thyholm.
Han vil onsdag blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.