Et år i Danmark: - Det er prisen for min søns sikkerhed
Det, de troede, skulle blive et kort ophold på nogle måneder i Danmark, er nu blevet til et år i stedet.
365 dage eller nærmere betegnet et år er der den 24. februar gået, siden Rusland startede deres invasion af Ukraine og tvang mange ukrainere til at søge tilflugt i andre lande.
Mange tusinde ukrainere er siden flygtet til Danmark for at komme væk fra urolighederne, og 4.327 af dem har valgt at slå sig ned i Midt- og Vestjylland, hvor de har fået opholdstilladelse, uden at vide om de kan vende tilbage til deres hjemland i fremtiden.
Da strømmen af flygtede ukrainere begyndte at komme til landet, skulle der pludselig findes opholdssteder, og mange gamle bygninger skulle pludselig laves om til at kunne huse de mange mennesker. I Vestervig har de gamle sygehusbygninger Havkraft været hjem for mange ukrainske flygtninge.
En af dem er Alona Svyrydona, der sammen med sin søn og hund bor på Havkraft. De var de allerførste, der sidste forår flyttede ind i de gamle sygehusbygninger i Vestervig.
- Hun kan godt huske den første dag, fordi hun var lidt bange for det ukendte sted, hun var landet sammen med sønnen. Der var mange bekymringer, oversætter og fortæller tolk Alona Reshitko på vegne af Alona Svyrydona.
Opholdet bliver længere og længere
Da Alona Svyrydova og sønnen kom hertil, troede de, at det ville blive et ophold på to måneder, men nu viser kalenderen, at der i stedet er gået et helt år.
Siden de kom til Danmark, har de en enkelt gang været i Ukraine for at besøge hendes mand og far til sønnen. Adskillelsen er den pris, de gerne betaler, for deres søns sikkerhed.
- Vi fik alle psykiske traumer på grund af krigen. Og det er vigtigt for mig at mit barn er sikkerhed, fortæller hun ved hjælp fra oversætter Alona Reshitko.
Flyttet i eget hus
500 meter derfra bor Daryna Yuryk sammen med sin mand og datter, der indtil for nylig også boede på Havkraft, men som nu er flyttet i et lejet hus.
Familien har stadig deres hus i Ukraine, men det ligger i et af de russisk besatte områder.
- De vil gerne hjem. De savner deres hjem i Ukraine, men de er begyndt at vænne sig til det sted, de bor nu, fortæller oversætter Alona Reshitko på vegne af Daryna Yuruk.
De tilkomne skal gøre brug af deres muligheder
Hver tirsdag sidder Alona Reshitko i borgerservice og hjælper de nyankomne.
- De fleste kommer fra Østukraine. Fra byerne ved frontlinjen, for det er bare umuligt at bo der lige nu, fortæller hun.
Om fremtiden for de nyankomne bliver i Danmark eller Ukraine, kan hun ikke afklare for dem, så Alona Reshitko prøver i stedet at hjælpe sine landsmænd med at holde modet og humøret oppe.
- De skal bare leve, lære sproget og bruge alle de muligheder, de har, fortæller hun.