Krestens nødhjælpsbil ramt af splinter fra granat: - Jeg var bange
Kresten Hedegaard afleverede sager til ukrainere i Kherson, og det blev næsten med livet som indsats.
- Jeg var bange. Jeg kunne høre det buldrede og bankede i bilen, og der troede jeg faktisk også, at traileren var væltet.
Sådan fortæller Kresten Hedegaard fra Jebjerg i Salling om sin oplevelse, efter han kørte til Ukraine for at aflevere et læs med blandt andet medicinsk udstyr, dyner og ildslukkere.
Turen gik nemlig ikke helt som planlagt.
Efter han havde afleveret nødhjælpen i byen Kherson i det sydlige Ukraine og skulle køre derfra, kom der granatnedslag i området.
- Jeg kunne se, at der begyndte at komme nedslag mellem tagene og husene. Så selv om min GPS viste, at jeg skulle til højre for at komme derfra, så besluttede jeg at dreje til venstre i stedet for, fortæller han og fortsætter:
- Det var nok mit held, for samtidig med at jeg drejede skarpt til venstre, kom der nedslag til højre. Jeg så ikke nedslaget, men jeg kunne mærke det i bilen.
Ifølge Kresten Hedegaard tænkte han ikke mange tanker i selve situationen, men da han kom ud af byen, havde han brug for en pause.
- Jeg holdt ind for at trække vejret, og så tjekkede jeg bilen, og den kunne stadig køre heldigvis, siger han.
Han kom hjem i søndags efter at have været en lille uges tid i det krigshærgede land, og selv om bilen kunne køre hele turen hjem, så var der kommet skader.
- Der var kommet fire huller i bilen, som nok er splinter fra granatnedslag, og det var der også kommet i traileren, fortæller han.
Vil holde sig væk fra frontlinjen
Kresten Hedegaard er koordinator for to Rotary klubber i Skive, der har til formål at hjælpe mennesker i nød, og han kørte derfor med sager til ukrainerne.
Og selv om det kan være med livet som indsats at aflevere udstyret, så er det vigtigt for ham.
- Det betyder meget, når man kan se, hvor taknemmelige de er. Jeg kan jo se med mine egne øjne, at behovet er der, og at det gør en forskel, siger han.
Det var anden køretur til Ukraine for Kresten Hedegaard, og han er sikker på, at han skal over grænsen igen.
- Næste gang er det forhåbentlig ikke meningen, at vi skal køre ind i en krigszone, men i stedet køre der, hvor der er lidt mere stille. Vi vil jo allerhelst holde os væk fra frontlinjen, understreger han.
Organisationen arbejder nu på at bygge ældre biler om til ambulancer, som derefter skal køres til Ukraine.