Regeringsparti åbner for at se på udskældte ejendomsvurderinger
Moderaternes folketingsmedlem i Vestjylland kalder nye ejendomsvurderinger på landet for "en ups". Partiet vil have kigget på, om reglerne er rigtigt skruet sammen.
Den 11. april begyndte Vurderingsstyrelsen at om-kategorisere landejendomme på mellem fem og 15 hektar, så de går fra at være landejendomme til at være ejerboliger. Det betyder, at ejerne kan se frem til, at deres ejendomsskat stiger markant.
De nye regler har på det seneste fået stor bevågenhed. Blandt andet ved orienteringsmøder arrangeret af landboforeningen Fjordland, hvor hundredvis af bekymrede boligejere har været mødt op.
Nu lukker Moderaterne op for at se på de udskældte ejendomsvurderinger. Regeringspartiets folketingsmedlem i Vestjylland mener, de er et bevis på, at Christiansborg ikke er i trit med virkeligheden.
- Det er et eksempel på, at vi overser ting. Vi overser igen og igen ting, der har med udkanten at gøre, siger Jeppe Søe, der er valgt til Folketinget for Moderaterne i Vestjyllands Storkreds.
- For mig at se, er det her en ups. Om det skal laves om - om det kan laves om - det er jo så en forhandling, men for mig at se er det en ups, hvor vi ikke har været opmærksomme. Og det skal vi være noget mere, mener Jeppe Søe.
Tusindvis af ejendomme
Moderaternes vestjyske folketingsmedlem medvirker i en ny udgave af det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor han sammen Mogens Jensen (S), Dennis Flydtkjær (Danmarksdemokraterne) og Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes Fællesråd blandt andet debatterer de nye, omstridte ejendomsvurderinger.
På landsplan kommer vurderingerne til at omfatte mellem 20.000 og 25.000 ejendomme, men hvilke præcise ejendomme, der er tale, er stadig usikkert.
- Det vil ændre hele ejendomsstrukturen på landet. Mange vil havne i store skattebetalinger, som vil gøre at de må overveje, hvad fremtiden er, forklarer Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.
- Det er stigninger på fire til seks gange, man kigger ind i af ejendomsbeskatninger på de ejendomme, hvor man har lidt eller meget ekstra jord.
- Og det kommer til at skævvride hele strukturen, og mindske det attraktive i at bo på landet, for den slags ejendomme bliver ikke ved med at være der, siger Steffen Damsgaard.
Reglerne giver mening
Socialdemokratiet, der ligesom Moderaterne er en del af SVM-regeringen, anerkender problemstillingen, men hælder ikke umiddelbart til at reglerne skal laves om.
- Det handler om, at ejendommene bliver vurderet i forhold til, hvordan de bliver brugt. Og der er forskel på, om du driver landbrug i en bolig, eller om den primært er bolig. Og det er det, beskatningen skal sættes efter, mener Mogens Jensen, der er valgt for Socialdemokratiet i Herning.
Men er der enighed mellem Moderaterne og Socialdemokratiet om, at det her kan være noget, der skal spoles tilbage på?
- Der er enighed om, at når problemstillingen er rejst - og det er den jo med rette - eksemplerne på, hvad folk pludselig skal betale, gør indtryk på alle - så det vil i hvert fald komme til en drøftelse. Men i princippet synes jeg, det er fornuftigt nok, at det du betaler skat af - det er den måde, du bruger bygningen på, forklarer Mogens Jensen.
Den nye ejendomsvurderingslov blev vedtaget i 2017, men det er først nu, justeringen af den måde ejendomme bliver kategoriseret på bliver ændret.