Dommer holder fortsat fiskeres forklaringer hemmelige

Hensynet til den videre efterforskning vejer tungere end offentlighedens viden, vurderer dommeren.

Drabet skulle være foregået på kutteren L1 Inger Katrine.
Drabet skulle være foregået på kutteren L1 Inger Katrine.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Offentligheden får ikke mulighed for at følge med i et retsmøde, hvor fem mænd er sigtet for at slå den 41-årige fisker Alf Villum Jensen ihjel.

Det har en dommer ved Retten i Holstebro afgjort torsdag eftermiddag.

Ved retsmødet, hvor dommeren skal vurdere om de fem fiskere fortsat kan sidde varetægtsfængslet, havde forsvarsadvokaterne ellers krævet, at dørene skulle forblive åbne.

Det ville betyde, at offentligheden kunne få mulighed for at høre fiskernes forklaring.

- Dækningen i pressen er i modstrid med de sigtedes forklaring, og det har betydet, at man allerede er dømt, lød fra forsvarsadvokat Jens Erik Pedersen, der sammen med den fremmødte presse protesterede over dørlukningen.

Dommeren valgte i stedet at følge indstillingen fra Midt- og Vestjyllands Politis anklager, der bad om lukkede døre af hensyn til efterforskningen. 

1:13

Mangler at afhøre vidner

De fem mænd har siddet varetægtsfængslet siden et grundlovsforhør 2. februar, der også blev holdt for lukkede døre.

Det betyder, at offentligheden ikke kender de fem mænds forklaringer på Alf Villum Jensens død, men kun har fået kendskab til sigtelserne mod dem. Det er dog kendt, at de alle nægter sig skyldige.

Politiet mangler stadig at tale med flere vidner. Derfor argumenterede anklageren for, at dørene skulle holdes lukkede, så vidner ikke kunne få kendskab til de sigtedes forklaringer gennem medierne.

Den forklaring var Jens Erik Pedersen dog uenig i. Sammen med de andre forsvarer mente han, at politiet i løbet af den måned, der er gået siden grundlovsforhøret umiddelbart efter drabet, burde have afhørt sagens vidner.

I sidste ende valgte dommeren at følge anklagerens ønsker og erklære, at hensynet til politiets videre efterforskning vejer tungere end offentlighedens kendskab til sagens detaljer.

Den fremmødte presse har nu kæret kendelsen om dørlukningen til landsretten, der skal vurdere om dørene kan holdes lukket.