65-årig fundet død - blev måske løbet over ende af kvæg
Et ligsyn skal være med til at opklare, hvad der præcist skete på en mark på Lemvig-egnen.
En 65-årig mand blev mandag aften fundet død på en mark på Lemvig-egnen.
Politiet oplyser, at det var datteren, der omkring klokken 20.25 fandt manden liggende livløs på marken.
Hun ringede 112 og begyndte hjertelungeredning, men da ambulancen nåede frem, blev den 65-årige erklæret død på stedet.
Det står endnu ikke klart, hvad manden døde af, men politiet oplyser, at der går kvæg på marken.
- Vi tror, at han er blevet løbet over ende af kvæget, men vi kan ikke se på skaderne, om han er blevet stanget eller sparket. Det skal et ligsyn på torsdag være med til at afklare, siger politikommissær Lilian Jensen fra Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro.
Arbejdstilsynet er også blevet underrettet om sagen.
Politiet kan ikke oplyse, hvilken type kvæg der var tale om.