87-årige Anders har mistet sine ben - nu udvider han sit museum

Der er tilsyneladende ikke noget, der kan stoppe Anders Poulsen, der stadig står i spidsen for sit traktormuseum.

Anders traktor2
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

”En slapsvans vinder aldrig, og en vinder giver aldrig op.”

Sådan lyder Anders Poulsens motto. Han er 87 år og indehaver af Traktormuseum Vestjylland i Nørre Nissum.

- Jeg giver ikke op. Jeg prøver at få det bedste ud af livet, slår han fast i forbindelse med, at museet onsdag kunne fejre åbningen af hal nummer to.

Der er simpelthen ikke plads nok i den første hal længere.

Anders Poulsen har arbejdet med traktorer, siden han var helt lille, og i 20 år har han makket med traktorer nærmest på fuld tid. 

Han har haft museet i syv år, men for fire år siden blev han ramt af en udfordring, der nok kunne tage modet fra de fleste. På grund af diabetes mistede han begge sine ben.

- Det var meget svært, erkender han.

- Men efter tre-fire måneder begyndte jeg at blive mig selv igen. Så kom jeg over det.

Der var ikke noget med at give op og bare falde hen.

- Jeg har det bedst, når jeg kommer herud og laver noget, siger han, mens han kigger rundt på museets mange traktorer.

- De hjælper jo ikke noget at sidde og surmule over, at benet er kommet af, siger han.

Ingen ensomhed

Der er dog enkelte ting, Anders Poulsen ikke længere kan selv.

- Jeg kan sætte forhjul på. Men ikke baghjul, fortæller han til nogle af gæsterne til dagens indvielse.

- Det er utroligt skønt, at så mange er kommet for at se til os, siger Anders Poulsen, der i dagligdagen og på museet får masser af hjælp af sin kone.

- Der er næsten ingen dage, hvor der ikke kommer nogen forbi. Det der med ensomhed kender vi ikke til, smiler museumsindehaveren.

2:16