Det kan ske igen: Der ligger tusindvis af bomber og miner på havbunden

Det er anden gang på et år, at Kasper Nautrup og hans kolleger får en torpedo i nettet, og det kan sagtens ske igen, for der ligger tusindvis på havbunden.

2:19
Kasper Nautrup og hans kolleger måtte have hjælpe af forsvarets minørkorps til at komme af med dagens fangst.
Foto: Privatfoto / René Kloster

Fisker Kasper Nautrup og resten af besætningen fra Thyborøn var i går på jagt efter rødspætter, men 100 kilometer ude i Nordsøen røg der pludselig en syv meter lang torpedo i nettet. 

- Man tænker fy for satan. Det er en spændende oplevelse, men det er sådan lidt en træls følelse, man står med, og man er da smånervøs, fortæller han.

Minører blev tilkaldt, og lørdag aften klokken cirka 22.30 blev den så sprængt tyve meter under havets overflade nogle kilometer ud for Thyborøn.

Fisker Kasper Nautrup var i går ombord på L 510, da de fik noget lidt andet end rødspætter i nettet.
Fisker Kasper Nautrup var i går ombord på L 510, da de fik noget lidt andet end rødspætter i nettet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det er anden gang på blot et år, at båden L 510 får en torpedo i nettet. Og det er faktisk ikke udsædvanligt, at fiskere fanger rester fra verdenskrigene ifølge erhvervsdykker og direktør på Sea War Museum i Thyborøn, Gert Normann Andersen.

- Man bliver altid lidt imponeret, når man ser sådan en. Men denne her er ualmindeligt flot bevaret, nok fordi den har ligget godt nede på havbunden.

Ifølge museumsdirektøren kan flere af disse og andre rester fra krigen sandsynligvis komme op til overfladen på et tidspunkt.

- Der kommer flere hen ad vejen, for der ligger mange ude i Nordsøen. Vi har set det masser af gange på havbunden, siger han.

Sådan så det ud, da torpedoen blev sprængt sent lørdag aften.
På Sea War Museum i Thyborøn har de en tilsvarende Torpedo fra 2. Verdenskrig.
På Sea War Museum i Thyborøn har de en tilsvarende Torpedo fra 2. Verdenskrig.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

6.000 miner, granater og bomber

Søværnets dykkertjeneste anslår, at der er op mod 6.000 miner, granater og bomber tilbage i havet omkring Danmark. 

De stammer både fra udlæg under de to verdenskrige og fra dumping på havbunden efter krigene.

Selv om fiskerne fra Thyborøn har fanget torpedoer i alt tre gange nu, så kommer det bag på ham, at der stadig ligger så meget på havbunden.

- Det er sgu meget. Det er voldsomt, lyder det fra fiskeren, som hellere vil have fisk end krigsrester i nettet.

- Vi er helst fri for det en anden gang. Der er jo ingen penge i at fange torpedoer, siger han og griner.

Gert Normann Andersen har i en menneskealder registeret og indsamlet maritimt krigsmateriel.
Gert Normann Andersen har i en menneskealder registeret og indsamlet maritimt krigsmateriel.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Kan være farlige

De er da heller ikke helt ufarlige alle sammen. For selv om de fleste af våbnene under havet er over 70 år gamle, er mange af dem stadig funktionelle.

Arne Døssing Andreasen, der er medstifter af virksomheden Umag Solutions, hvis opgave er at lokalisere de mange objekter i de danske farvande, siger til TV 2, at den generelle opfattelse er, at omkring ti procent af genstandene på havbunden stadig er farlige.

- Objekterne, der befinder sig i havet her i Danmark, kan sagtens være farlige. Vi taler om søminer, og der er store kugler på næsten en meter i diameter fyldt med sprængstof, forklarer han.

Spidsen af den cirka 7 meter lange torpedo, efter fiskerne har placeret den langs bådens ræling.
Spidsen af den cirka 7 meter lange torpedo, efter fiskerne har placeret den langs bådens ræling.
Foto: Privatfoto / René Kloster


Hvis man skulle fange en i nettet eller finde en på stranden, skal de derfor også behandles, som om de kan være farlige ifølge Gert Normann Andersen.

- Det meste er ikke farligt i dag, for det meste er tæret så meget, så det ikke kan eksplodere, men det skal behandles, som om det kunne. For hvis en er så godt bevaret, at det kan ske, så vil det være dumt andet, siger Gert Normann Andersen. 

Forsvarskommandoen bekræfter over for TV 2, at torpedoen, som fiskerne fra Thyborøn fik i nettet, er tysk og stammer fra Anden Verdenskrig.

I dag ligger L 510 igen stille og roligt ved kajen i Thyborøn. Hvis vejret ellers arter sig, skal de ud på nye eventyr mandag.
I dag ligger L 510 igen stille og roligt ved kajen i Thyborøn. Hvis vejret ellers arter sig, skal de ud på nye eventyr mandag.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST