Negative renter i Vestjysk Bank: Nu skal du betale for at have mere end 100.000 på opsparingen
Vestjysk Bank varsler nu, at banken fra nytår sænker grænsen for negative renter.
Fra 1. januar 2021 skal kunder i Vestjysk Bank med mere end 100.000 kroner på opsparingen betale negative renter. Det skriver banken i en pressemeddelelse.
Beløbsgrænsen sænkes fra 250.000 kroner.
– Førhen var det en del af børnelærdommen, at når man satte sine sparepenge i banken, betalte banken en pris i form af rente for at låne pengene for en stund. Med de seneste års udvikling i renteniveauet er denne lærdom blevet vendt på hovedet, siger direktør i Vestjysk Bank, Jan Ulsø Madsen i pressemeddelelsen.
- Nationalbankens indskudsbevisrente har faktisk været negativ siden 2012. For at fremtidssikre banken og sikre en fornuftig og tilfredsstillende forretningsmodel, mener vi, at tiden er inde til sænke vores indlånsrenter, så de matcher markedsvilkårene, skriver banken i meddelelsen.
Følger trop
Flere danske banker begyndte allerede i 2019 at indføre negative renter på kundernes indlån. Årsagen til de negative renter er det såkaldte ”negative rentemiljø”, hvor et marked med lave og de seneste år negative renter.
Danskerne sparer mere og mere op, og derfor er bankernes indlån vokset kraftigt. Som en konsekvens af de voksende indlån sætter bankerne midlerne i Nationalbanken, hvor de får en indskudsbevisrente som i øjeblikket lyder på minus 0,60 procent om året.
Det kan betyde, at bankerne taber penge på kundernes indestående, og derfor vælger flere banker er stoppe med at tilbyde lån med en positiv rente.
- Vi har alle været vidne til et paradigmeskift, siger Jan Ulsø Madsen.
- Som almindelige forbrugere har vi nydt godt af de lave renter i forhold til at låne penge, konvertere boliglån med videre. Men det lave renteniveau har også en bagside, nemlig at prisen på indlån nu er så lav, at negative indlånsrenter er en realitet, siger bankdirektøren.
Den nye grænse for indlån i Vestjysk Bank træder i kraft 1. januar 2021.