To unge mænd varetægtsfængslet: Betalte med falske eurosedler

Flere gange har to unge mænd angiveligt betalt med falske penge i Lemvig og omegn.

14 forskellige forhold er de to mænd i alt sigtet for.
14 forskellige forhold er de to mænd i alt sigtet for.
Foto: Ho/AFP/Ritzau Scanpix

Det seneste par måneder har der været falske eurosedler i omløb i Lemvig og omegn. Nu er to unge mænd fra lokalområdet blevet varetægtsfængslet og sigtet for at bruge de falske penge som betaling i forskellige butikker.

Det er en alvorlig sigtelse, lyder det fra anklagemyndigheden.

- Man kan i princippet blive straffet med op til 12 års fængsel for at bringe falske penge i omsætning, men det kommer selvfølgelig meget an på beløbets størrelse. Hvad det konkret kommer til at lande på i den her sag, kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, fortæller Nanna Krøyer Lundhøj, der er anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi.

De to mænd, som er i starten af 20´erne, er sigtet for 14 forskellige forhold. Politiet kom på sporet af dem, da en lokal købmandsforretning henvendte sig, fordi butikken havde modtaget nogle af de falske euro-sedler.

Personalet mente, at de kunne genkende dem, der havde benyttet sedlerne, og derfra var det en smal sag for politiet at komme i kontakt med mændene. De to mænd erkendte efterfølgende, at de havde betalt med dem, men de afviste, at de skulle have trykt dem.

Det oplyser politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi Torben Ladefoged.

Varetægtsfængsling i fire uger

Fredag formiddag blev de to mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro, og fordi det foregik for lukkede døre, er politiet sparsomme med informationerne. Derfor er beløbets størrelse heller ikke blevet offentliggjort.

Forhøret endte med fire ugers fængsling til begge mænd, og mens den ene valgte at acceptere, kærede den anden kendelsen til landsretten. Herfra fortsætter politiets arbejde med at finde ud af, hvor mange penge der i alt er tale om, og hvor de kommer fra.

- Nu skal politiet fortsætte med efterforskningen, og så må vi se, hvor sagen ender, fortæller anklager Nanna Krøyer Lundhøj.