Arbejdstilsynet advarer: Dobbelt så mange dør i landbruget
Hver anden dødsulykke sker i landbruget, viser en rapport fra Arbejdstilsynet. Nu skal der øget fokus på information og forebyggelse.
Det er blevet farligere at være landmand i 2016. En rapport fra Arbejdstilsynet viser, at der i årets første otte måneder har været dobbelt så mange dødsulykker som i hele 2015.
Årsagen til de mange ulykker skal først og fremmest findes ved de mange farlige maskiner, som landmænd dagligt er omgivet af.
- Man er måske ikke altid opmærksom på at forebygge og planlægge, når der er risiko for ulykker. Hvis man klatrer op for at reparere et tag, er man måske ikke lige så opmærksom på risikoen, som en tømrer, der arbejder med det dagligt, ville være, siger Bent Horn Andersen, som er kontorchef ved Arbejdstilsynet.
Fire typer ulykker går igen
Ifølge Arbejdstilsynets rapport er der især fire typer af ulykker, der går igen, når det kommer til dødsulykker.
Hvorfor antallet af ulykker er fordoblet i 2016, har Arbejdstilsynet ikke et klart svar på.
- Generelt sker der mange ulykker i landbruget. I år ser vi en ekstraordinær stigning, og det bekymrer os. Men jeg har ingen forklaring, siger kontorchef Bent Horn Andersen.
Forebyggelse i fokus
For at forhindre at antallet af dødsulykker bliver ved med at stige, sætter Arbejdstilsynet nu ekstra fokus på at oplyse landmændene omkring de risici, der er ved jobbet.
- Mange af de ulykker, der sker i landbruget, kan forebygges. Derfor er vi særligt opmærksomme på at gå i dialog med landmændene om, hvor de farlige situationer kan opstå, og hvordan de kan forebygges. Vi vil gerne være med til at klæde dem bedst muligt på til at sikre dem selv og deres ansatte mod alvorlige ulykker, skriver Arbejdstilsynet i en pressemeddelelse.
Udover de mange dødsulykker sker der hvert år omkring 230 alvorlige arbejdsulykker i landbruget.
Gode råd til at undgå arbejdsulykker kan findes her.