Bilforhandlere klar til årets største dag
Der er tre højtider for bilforhandlerne: Nytår, Påsken og september måned. Af de tre er weekenden efter nytår klart den største.
For tiden flyder både tv og aviser over med reklamer for tilbud på biler. Nytårskur kalder forhandlerne det. Det er langt fra en tilfældighed, første weekend efter nytår er nemlig årets største for bilforhandlerne, og der en grund til de massive kampagner fra forhandlerne.
- For det første er det blevet en tradition, hvis den ene forhandler laver en nytårskur, så gør den anden også. Det er også meget vigtigt at komme godt i gang med 2017, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker for Bilbasen.
Det er især salget af nye biler, der topper lige nu godt hjulpet på vej af de to seneste afgiftsnedsættelser, der har givet prisfald på 8-10 procent. Det hjælper til, at bilsalget for syvende år i træk sætter rekord. De mange kampagner og reklamer giver travlhed for forhandlerne.
- Det er ret vildt at være bilforhandler lige nu. Den effekt, der kommer til at blive af kampagnerne er, at de får travlt nok helt indtil maj, siger Jan Lang.
Og det giver mening for forhandlerne, at føre massive kampagner. I hvert fald har Jan Lang observeret en ændring i bilsalget de seneste år.
- Der er ikke noget, der hedder mærkeloyalitet længere. Bilkøberne er så troløse, at de går derhen, hvor de får det bedste produkt til prisen.
- Jeg kan godt forstå det, for der er virkelig meget at vælge mellem lige nu. Man kan gøre en meget god forretning nærmest uanset mærke - og om man leaser, køber brugt eller køber nyt, siger bilmarkedsanalytikeren.